Maskeret udlodning: Manglende dokumentation for driftsomkostninger

Selskabet var efterfølgende gået konkurs. Landsskatteretten henviste til tidligere kendelse vedrørende selskabet, der fastslog krav til bogføring og dokumentation, jf. Skattekontrolloven § 3 og Bogføringsloven § 9, samt bevisbyrden for fradrag i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at de af selskabet afholdte udgifter, som klageren var blevet beskattet af som maskeret udlodning, havde en konkret og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse. Derfor kunne udgifterne ikke anses for erhvervsmæssige omkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Retten lagde vægt på, at udgifter til brændstof, reparation, rengøring, kontorartikler, kontingenter, porto og småanskaffelser ikke var dokumenteret ved eksterne bilag. Ligeledes var det ikke godtgjort, at rejseudgifter og restaurationsudgifter var afholdt i selskabets interesse, idet formkravene for repræsentationsudgifter (angivelse af deltagere og anledning, jf. Ligningsvejledningen 2006, afsnit E.B.3.7) ikke var opfyldt.

Landsskatteretten nedsatte dog den maskerede udlodning med 33.300 kr. til 100.000 kr. Dette skyldtes, at der var fremsendt bilag for forsikringsudgifter på i alt 10.156 kr. vedrørende selskabets ejendomme, som blev anset for erhvervsmæssige. Derudover fandt retten, at yderligere 23.144 kr. af de omhandlede udgifter ikke var tilgået klageren som maskeret udbytte, baseret på klagerens ægtefælles troværdige forklaring, selskabets aktivitet og udgifternes karakter, jf. princippet i Højesterets dom af SKM2008.85.HR og Østre Landsrets dom af SKM2010.350.ØLR.

Den maskerede udlodning blev derfor nedsat i overensstemmelse hermed, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1.

Klageren påstod, at bilen ikke havde stået til rådighed, da den var defekt og ofte på værksted. Hun henviste til, at hun og ægtefællen havde andre private biler til rådighed, og at manglende kørselsregnskab ikke i sig selv burde føre til beskatning, især med henvisning til retspraksis. Subsidiært ønskede hun beskatning reduceret til de perioder, hvor bilen var funktionsdygtig.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse. Retten fremhævede den skærpede bevisbyrde for hovedanpartshavere og fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at bilen ikke var til rådighed. Uoverensstemmelser i dokumentationen og tvivl om fraskrivelsesaftalernes ægthed blev fremhævet. Bilens tid på værksted blev ikke anset for at begrænse rådigheden, da den havde kørt 10.000 km i selskabets ejertid.

Ombygningsudgifter

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af 444.547 kr. som maskeret udlodning, da selskabet havde afholdt udgifter til ombygning af klagerens private ejendom. Ombygningen af 1. salen fra råt loftsrum til bebøligt lokale var påbegyndt før lejeaftalen med selskabet, og fakturaer var stilet til klagerens ægtefælle. Nævnet mente, at ombygningen tilførte ejendommen en varig forbedring, og at lokalet kunne anvendes privat, samt at der ikke var retableringspligt ved lejemålets ophør.

Klageren påstod, at udgifterne var erhvervsmæssigt begrundede og i overensstemmelse med lejekontrakten, som pålagde selskabet at afholde udgifter til istandsættelse og indretning. Lokalerne skulle bruges til kontor og repræsentative formål, herunder kundebesøg og reparationer.

Landsskatteretten nedsatte den maskerede udlodning til 200.000 kr. Retten fandt, at ombygningen af det rå loftsrum til bebøligt areal primært vedrørte klageren som ejer af ejendommen og ikke var specifik specialindretning for selskabet. Selskabet havde således afholdt private udgifter, hvilket udgjorde en skattepligtig værditilvækst på ejendommen.

Øvrige diverse driftsudgifter afholdt af selskabet

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af 267.490 kr. som maskeret udlodning for diverse udgifter afholdt af selskabet. Disse omfattede anskaffelser af TV-apparater, lamper, møbler, hårde hvidevarer, maling, el-artikler, autodrift, salgsomkostninger (vin, spiritus, slik mv.) og småanskaffelser. Nævnet bemærkede, at mange af genstandene ikke var til stede ved SKATs besøg, og at der manglede dokumentation for erhvervsmæssig anvendelse. Flere fakturaer var desuden stilet til klagerens ægtefælle personligt.

Klageren påstod, at udgifterne var erhvervsmæssige driftsomkostninger, afholdt i selskabets interesse for at sikre et godt arbejdsklima, repræsentative formål ved kundebesøg, og til medarbejderpleje (f.eks. Playstation, køleskab, opvaskemaskine). Kameraer var brugt til produktudvikling, og vedligeholdelse var i henhold til lejekontrakten.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse. Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at udgifterne havde en direkte og umiddelbar forbindelse til selskabets indkomsterhvervelse. Mange af de indkøbte genstande blev anset for at være af privat karakter, og manglende tilstedeværelse af genstandene samt manglende formkrav for repræsentationsudgifter understøttede antagelsen om privat forbrug. Udgifter til bilreparationer kunne heller ikke dokumenteres at vedrøre selskabets varebil.