Beskatning af personalegoder for udenlandske medarbejdere og afgrænsning af arbejdsudleje

Sagen vedrører en dansk industrivirksomheds pligt til at indberette personalegoder og løn til eIndkomst for tre medarbejdere med bopæl i udlandet. Tvisten omhandlede primært rækkevidden af den begrænsede skattepligt til Danmark, herunder beskatningsretten til fri bil, bolig og rejseudgifter i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster med Holland og USA, samt hvorvidt en hollandsk konsulent skulle anses for at være i et tjenesteforhold med det danske selskab.

[person1]: Beskatning af rejser og fri bil

For selskabets administrerende direktør, bosiddende i Holland, fastslog Landsskatteretten, at Danmark har den fulde beskatningsret til personalegoder i form af fri bil og rejseomkostninger afholdt i Danmark. Retten lagde vægt på, at disse goder havde en udelukkende tilknytning til arbejdet udført i Danmark. Flybilletter mellem Holland og Danmark blev dog anset for skattefri arbejdsgiverbetalt befordring jf. Ligningslovens § 9 C, stk. 7.

[person2]: Fri bolig og rejseregler

For den udstationerede COO fra USA blev det vurderet, om han kunne anses for at være på rejse jf. Ligningslovens § 9 A. Landsskatteretten fandt, at den oprindelige udstationering på under to år opfyldte midlertidighedsbetingelsen, hvorfor fri bolig i 2016-2017 var skattefri. For de efterfølgende år blev boligen skattepligtig, men med et nedslag på 10 % i markedslejen jf. Ligningslovens § 16, stk. 8, da der forelå en fraflytningspligt.

[person3]: Konsulentydelser vs. Arbejdsudleje

Det mest centrale spørgsmål var, om en hollandsk konsulent skulle beskattes i Danmark som lønmodtager eller under reglerne om arbejdsudleje i Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3. Landsskatteretten fandt, at konsulentens ydelser inden for "Office Revamp" og finansiel optimering ikke udgjorde en integreret del af selskabets kerneforretning (omdannelse af affald). Derfor var der hverken tale om et tjenesteforhold eller arbejdsudleje.