Landsskatteretten: Opdeling af driftsgrene, kapitalindkomstbeskatning og nægtet fradrag for underskud af skiltevirksomhed

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at Skattestyrelsens afgørelse hvilede på et fejlagtigt grundlag. Repræsentanten anførte, at klageren havde en subjektiv hensigt om fortsat at drive virksomhed, omend i mindre omfang, og at han deltog aktivt i driften. Det blev fremhævet, at momsregistreringen for udlejning af fast ejendom og driftsmidler understøttede den erhvervsmæssige karakter. Subsidiært blev det anført, at klageren skulle have fradrag for tab i forbindelse med salg af driftsmidler efter Afskrivningsloven § 9, hvis virksomheden blev anset for ophørt. Repræsentanten bestred også Skattestyrelsens metode for opgørelse af ejendommens udgifter baseret på skønnet vurdering frem for areal. Under klagesagen accepterede repræsentanten dog, at skiltearbejdet kunne anses for hobbyvirksomhed.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at retspraksis tilsiger en opdeling af resultatet i virksomheder med flere driftsgrene. De anførte, at den momsretlige vurdering af økonomisk virksomhed ikke nødvendigvis er sammenfaldende med den skatteretlige vurdering af erhvervsmæssig virksomhed. For liftudlejningen blev det fremhævet, at klageren ikke opfyldte kravet om væsentlig deltagelse (50 timer pr. måned) for at undgå anpartsreglerne i Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 11.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at opdele klagerens indtægter og udgifter for indkomstårene 2016 og 2017 i tre forskellige driftsgrene: skiltearbejde, udlejning af ejendom og liftudlejning. Dette skyldtes, at klagerens hidtidige selvstændige virksomhed i betydelig grad ændrede driftsform i 2012, og de tilbageværende aktiviteter blev anset for artsfremmede.

Udlejningsvirksomhed (ejendom)

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende ejendomsudlejningen. Retten lagde til grund, at ejendommen var vurderet som en bebølsesejendom med én lejlighed, og at den erhvervsmæssige benyttelse udgjorde mindre end 25 % af ejendommens værdi. Derfor var der ikke fradrag for ejendomsskatter, jf. Ligningsloven § 14, stk. 3, og vedligeholdelsesudgifter, jf. Ligningsloven § 15 J. Indkomsten fra udlejningen skulle beskattes som kapitalindkomst, jf. Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 6. Retten fandt, at klagerens erhvervsmæssige virksomhedssfære efter 2012 reelt kun omfattede delvis udlejning af bygninger og deltagelse i interessentskabet, og at de fratrukne udgifter i virksomhedsregnskaberne var for betydelige i forhold til udlejningsaktiviteten.

Skiltearbejde

Landsskatteretten tiltrådte, at der ikke var udsigt til, at driftsgrenen skiltearbejde ville blive rentabel inden for en kortere årrække. Aktiviteten blev derfor ikke anset for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, og der kunne ikke godkendes fradrag for underskud, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten fandt, at en betydelig del af de af Skattestyrelsen henførte udgifter til skiltearbejdet måtte anses for ikke-fradragsberettigede private udgifter. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at de fratrukne beløb på henholdsvis -102.174 kr. for 2016 og -88.792 kr. for 2017 ikke kunne fratrækkes.

Liftudlejning (I/S)

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klagerens andel af driftsresultaterne i interessentskabet skulle beskattes som kapitalindkomst, jf. Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 11. Dette skyldtes, at klageren ikke blev anset for at have deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang (mindst 50 timer pr. måned). Underskuddene for 2016 og 2017 kunne ikke fratrækkes i anden indkomst, jf. Personskatteloven § 13, stk. 6, men kunne fremføres til modregning i fremtidige overskud. Retten bemærkede, at den ikke kunne dispensere fra arbejdskravet, selvom Skatterådet har en dispensationsbeføjelse, jf. Personskatteloven § 4, stk. 6.

Virksomhedsordningen

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke kunne anvende virksomhedsordningen for indkomstårene 2016 og 2017, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Dette skyldtes, at både udlejningsaktiviteterne i interessentskabet og indkomsten fra delvis ejendomsudlejning skulle beskattes som kapitalindkomst, og skiltearbejdet ikke blev anset for erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende. Klageren drev således ikke længere en virksomhed, der kunne beskattes efter virksomhedsskattelovens regler. Klagerens subsidiære anmodninger om omgørelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 30 og fradrag for tab på driftsmidler efter Afskrivningsloven § 9 blev ikke imødekommet, da sagens præmis for disse krav ikke var opfyldt.

SKATs begrundelse

SKATs afgørelse byggede på en samlet konkret vurdering af virksomhedens erhvervsmæssighed. SKAT lagde vægt på, at udlejningen af redskabsbygningen i årene 2009-2011 havde en årlig omsætning på kun 2.500 kr. og konsekvent gav et mindre underskud før renter. SKAT fandt, at virksomheden havde et så underordnet omfang, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende. Det blev også anført, at virksomheden reelt ophørte ved salget af fiskekutteren i 2008, da den efterfølgende udlejning manglede den fornødne intensitet og seriøsitet til at give overskud. Da virksomheden ikke var erhvervsmæssig, kunne klageren ikke anvende virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Indestående på konto for opsparet overskud skulle medregnes til personlig indkomst, jf. Virksomhedsskatteloven § 15, og kapitalafkast kunne ikke beregnes, jf. Virksomhedsskatteloven § 7, stk. 1. Renteindtægter skulle beskattes som kapitalindkomst.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at udlejning af fast ejendom efter praksis anses for selvstændig erhvervsvirksomhed. Det blev fremført, at klageren blot havde delafhændet sin virksomhed, og at ejendommen havde et klart erhvervsmæssigt præg uden privat værdi. Repræsentanten henviste til tidligere afgørelser, hvor udlejning med lignende eller lavere lejeindtægter var blevet godkendt som erhvervsmæssig. Det blev argumenteret, at forskelle i husleje, vedligeholdelsesudgifter eller valg af revisorhjælp ikke alene burde afgøre erhvervsmæssigheden. Subsidiært påstod repræsentanten, at sagen var forældet, hvis virksomheden blev anset for ophørt i 2008. Mere subsidiært blev det anført, at beskatningsåret for opsparet overskud skulle være 2013, da klageren havde anvendt virksomhedsordningen til og med 2012, uanset SKATs vurdering af berettigelsen.