Landsrettens dom om kompetencefordeling mellem huslejenævn og boligret i sag om lejeforholds ophævelse og depositum

Landsrettens Begrundelse

Landsretten bemærkede, at tvister om opfyldelse af lejerens pligt til renholdelse, vedligeholdelse og fornyelse, herunder uenighed om istandsættelse efter fraflytning og tilbagebetaling af depositum, afgøres af huslejenævnet i medfør af Lejeloven § 106, stk. 1, nr. 4. Dette omfatter også tilfælde, hvor tvisten omhandler en kombination af disse forhold.

Det fremgår endvidere af Lejeloven § 107, stk. 1, 1. pkt., at tvister om lejeforhold, der er omfattet af loven, alene kan indbringes for byretten, hvis spørgsmålet ikke efter loven kan indbringes for huslejenævnet.

Landsretten fandt, at den foreliggende tvist mellem parterne både angik udlejerens ret til at fratrække udgifter til istandsættelse fra depositum og retten til at fratrække ikke betalt husleje. På baggrund heraf konkluderede landsretten, at sagen angik en kombination af tvister, som i medfør af Lejeloven § 106, stk. 1, nr. 4 og dennes forarbejder, skulle behandles af huslejenævnet.

Landsretten tiltrådte derfor, at sagen ikke kunne indbringes for boligretten, da den skulle have været behandlet af huslejenævnet først. Landsretten bemærkede desuden, at appellantens indbringelse af Huslejenævnets afgørelse af 15. maj 2020 direkte for landsretten ved processkrift af 29. maj 2020 ikke kunne anses for at være sket på den i Boligreguleringsloven § 43, stk. 1 foreskrevne måde, som kræver indbringelse for boligretten i første instans.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående stadfæstede Østre Landsret byrettens dom.

Appellanten blev pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til P/S Høeghsmindes Parkbebyggelse til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.

Højesteret har fastslået, at en udlejer var berettiget til at ophæve et lejemål, da en tidligere andelshaver var flyttet permanent og havde fremlejet boligen i strid med lejeloven.

Parterne var enige om, at påstandene for landsretten reelt var de samme som for byretten, og at tidligere procesaftaler fortsat var gældende. En stor del af de indstævnte havde fri proces, enten alene eller i kombination med retshjælpsforsikring.

Et centralt vidne forklarede, at en varsling af nye eller ændrede afgifter ikke ville have resulteret i en højere leje på grund af et lavere faktisk vandforbrug. Derfor blev lejerne ikke besværet med nye varslinger. Tidligere varslinger var baseret på skattebilletten og ikke skønnet forbrug.

Appellanten frafaldt sine tidligere anbringender om, at Lejeloven § 52 var uanvendelig i tilfælde, hvor fald i skatter og afgifter skyldtes faldende forbrug, eller hvor bestemmelsen ikke fandt anvendelse på aftalt leje.

Kernen i Tvisten

Det afgørende tvistepunkt var herefter, om lejerne kunne kræve tilbagebetaling i medfør af Lejeloven § 52, uanset at den betalte leje ikke oversteg den leje, som lovligt kunne opkræves i medfør af lejeloven eller boligreguleringsloven, under forudsætning af, at udlejeren havde overholdt formalia.