Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Tiltalte
T
Forsvarer: Manfred W. Petersen
Anklagemyndigheden
Anklagemyndigheden
Dommere
Karen Hald
Karsten Bo Knudsen
Katja Høegh
Ved Odense Rets dom af 16. maj 2013 blev Tiltalte, der havde været frihedsberøvet siden den 29. oktober 2012, idømt fængsel i 1 år og udvist af landet med indrejseforbud i 6 år i henhold til Udlændingeloven § 59 b. Tiltalte ankede dommen med påstand om dom til psykiatrisk behandling, mens Statsadvokaten i Viborg påstod skærpelse. Sagen var berammet til hovedforhandling den 19. november 2013.
I forlængelse af domsafsigelsen afsagde byretten kendelse om, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet i surrogat under ankesagens behandling, eller indtil fuldbyrdelse kunne iværksættes. Dette skete med henvisning til Retsplejeloven § 769, stk. 1, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2, jf. Retsplejeloven § 765.
Ved Østre Landsrets kendelse af 18. maj 2013 fandtes fortsat varetægtsfængsling i medfør af Retsplejeloven § 769, stk. 1, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2, jf. Retsplejeloven § 765, at stå i misforhold med den allerede idømte straf, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 3, 2. led. I stedet blev det bestemt, at Tiltalte skulle varetægtsfængsles efter Udlændingeloven § 35, stk. 1 og Udlændingeloven § 35, stk. 2.
I et brev af 24. maj 2013 anførte forsvareren, at Tiltalte straks burde løslades, og at der burde fastsættes en kort frist for udsendelse. Det blev fremhævet, at der ikke var tale om en bevisanke, hvorfor Tiltalte ikke nødvendigvis behøvede at være til stede under ankesagens behandling. Tiltalte ønskede ikke at være varetægtsfængslet ud over den allerede afsonede tid, og forsvareren var bemyndiget til at frafalde anken, hvis Tiltalte ikke blev udsendt inden for ca. 1 uge til Sverige. Tiltalte oplyste desuden en adresse i Sverige. Forsvareren gentog i et brev af 30. maj 2013 påstanden om løsladelse, senest ved forkyndelse til hovedforhandlingen.
Statsadvokaten i Viborg anmodede den 28. maj 2013 om, at fængslingsfristen forlænges, indtil der var afsagt dom i sagen, jf. og , subsidiært i 4 uger. Anklagemyndigheden fastholdt den 6. juni 2013 begæringen om fortsat varetægtsfængsling for at sikre Tiltaltes tilstedeværelse under ankesagen, eller indtil udvisning kunne fuldbyrdes efter endt afsoning, uden at kommentere forsvarerens synspunkter.
Anken omfatter ikke beviserne for Tiltaltes skyld, hvilket betyder, at ankesagen kan behandles, selvom Tiltalte ikke giver møde, jf. Retsplejeloven § 921, stk. 2.
Landsretten fandt, at betingelserne for fortsat fængsling for at sikre Tiltaltes tilstedeværelse under ankesagens behandling ikke var opfyldt. Dette skyldtes de grunde, forsvareren havde anført, og at anklagemyndigheden ikke havde forholdt sig til disse argumenter, trods landsrettens anmodning herom.
Da dommens bestemmelse om udvisning ikke er anket, fandtes betingelserne for varetægtsfængsling indtil fuldbyrdelse af udvisningsbestemmelsen opfyldt i medfør af Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1 og Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 2.
Varetægtsfængslingen af Tiltalte skal fortsætte, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes.
Fristen for varetægtsfængslingens længde fastsættes af retten på det sted, hvor Tiltalte er tilbageholdt, i medfør af Udlændingeloven § 35, stk. 3, sidste punktum.
I en ankesag om bl.a. voldtægt kunne landsrettens berammelsestid på ca. 1 år og 9 måneder ikke føre til løsladelse fra varetægtsfængsling
Sagen angår spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling (VFF) af T, en tyrkisk statsborger, under anke af en dom, der idømte ham fængsel og udvisning af Danmark. T var oprindeligt sigtet for grov vold og banderelateret kriminalitet, men blev i byretten dømt for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1, jf. Straffeloven § 247, stk. 1, og idømt 6 måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 6 år.
Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at Højesteret behandler en principiel sag om ekstremt lang berammelsestid og fortsat frihedsberøvelse.
Højesteret har afvist at vurdere, om en berammelse til 2027 krænkede menneskerettighederne, da den dømte i mellemtiden trak sin anke tilbage.
Efter dommen afsagde byretten og efterfølgende landsretten kendelser om VFF i medfør af Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1. Denne bestemmelse tillader fængsling for at sikre udlændingens tilstedeværelse, indtil en eventuel udvisningsbestemmelse kan fuldbyrdes, forudsat at vedkommende ikke har fast bopæl i landet.
Landsretten havde gentagne gange stadfæstet VFF indtil dom, da T ifølge CPR-registeret var registreret som "Ukendt Adresse" eller "Uden Fast Bopæl" i lange perioder og desuden var eller havde været banderelateret, hvilket indikerede en risiko for unddragelse.
T kærede Landsrettens kendelse af 1. juli 2019 om fortsat VFF og gjorde gældende, at varetægtsfængslingen var blevet uproportional i strid med Retsplejeloven § 762, stk. 3:
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og fastholdt, at betingelserne i Udlændingeloven § 35, stk. 1, nr. 1 fortsat var opfyldt, og at proportionalitetsprincippet ikke var krænket, da udsættelsen i landsretten primært skyldtes de medtiltaltes fravær.
### Sagens Forløb #### Retsmødets Deltagere Vestre Landsrets 13. afdeling afholdt retsmøde den 28. marts 2019 kl. 13.00...
Læs mereØstre Landsret behandlede sagen mod T1 (f. 1997) og T2 (f. 1998), der tidligere var dømt og udvist i forbindelse med en ...
Læs mereLovforslag om styrkelse af kriminalforsorgens indsats mod terrordømte og radikaliserede indsatte
