Manglende opsættende virkning ved afvisning af realitetsbehandling af fornyet asylansøgning

Abdoulaye Amadou Tall anlagde sag mod Centre public d’action sociale de Huy (CPAS) vedrørende ophør af social bistand efter afslag på en fornyet asylansøgning. Tall havde tidligere fået afslag på sin første asylansøgning, og en ny ansøgning blev afvist uden realitetsbehandling. CPAS stoppede herefter den sociale bistand.

Den forelæggende ret, Tribunal du travail de Liège, rejste spørgsmål om, hvorvidt national lovgivning, der ikke tillægger opsættende virkning et retsmiddel mod en afgørelse om ikke at realitetsbehandle en fornyet asylansøgning, er forenelig med EU-retten, særligt artikel 39 i direktiv 2005/85 og artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

CPAS, Fedasil, den belgiske regering og Europa-Kommissionen argumenterede for, at spørgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, da ændringer i belgisk lovgivning havde tillagt retsmidlet opsættende virkning. Domstolen afviste dette argument, da tvisten stadig verserede for den forelæggende ret for en del af perioden.

Domstolen fastslog, at EU-retten ikke er til hinder for national lovgivning, der ikke tillægger opsættende virkning et retsmiddel mod en afgørelse om ikke at realitetsbehandle en fornyet asylansøgning, forudsat at den pågældende har adgang til effektive retsmidler mod en eventuel afgørelse om tilbagesendelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 39 i direktiv 2005/85, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, ikke er til hinder for national lovgivning, der ikke tillægger opsættende virkning et retsmiddel mod en afgørelse om ikke at realitetsbehandle en fornyet asylansøgning.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Medlemsstaterne har en vis skønsmargin ved gennemførelsen af direktivets bestemmelser.
• Artikel 39 i direktivet skal fortolkes i overensstemmelse med chartrets artikel 47 om effektiv domstolsbeskyttelse.
• Da tvisten kun vedrører lovligheden af en afgørelse om ikke at realitetsbehandle en fornyet asylansøgning, og da en sådan afgørelse ikke i sig selv fører til udvisning, er det foreneligt med chartrets artikel 19, stk. 2, og artikel 47 ikke at tillægge retsmidlet opsættende virkning.
• Hvis medlemsstaten træffer en afgørelse om tilbagesendelse, skal den pågældende have adgang til effektive retsmidler i overensstemmelse med direktiv 2008/115.
• Iværksættelsen af et retsmiddel bør have opsættende virkning, hvis fuldbyrdelsen kan udsætte tredjelandsstatsborgeren for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling.