Fortolkning af 'risiko for den offentlige orden' ved tilbagesendelse af tredjelandsborgere

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Sagen drejer sig om to separate tvister:

• Z. Zh., en tredjelandsstatsborger, der blev anholdt i Schiphol lufthavn med et falsk rejsedokument og efterfølgende idømt en frihedsstraf. Staatssecretaris nægtede Z. Zh. en frist for frivillig udrejse.
• I. O., en tredjelandsstatsborger, der blev anholdt på mistanke om vold i hjemmet. Staatssecretaris pålagde I. O. straks at forlade EU uden en frist for frivillig udrejse.

Raad van State forelagde spørgsmål om fortolkningen af begrebet »risiko for den offentlige orden« i direktivets artikel 7, stk. 4, og om betingelserne for at undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse.

De centrale spørgsmål er, om en mistanke om en strafbar handling er tilstrækkelig til at udgøre en »risiko for den offentlige orden«, og hvilke faktorer der skal tages i betragtning ved vurderingen af denne risiko.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 7, stk. 4, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, anses for at udgøre en risiko for den offentlige orden, alene fordi den pågældende er under mistanke for at have begået en strafbar handling eller er dømt for en sådan. Domstolen præciserer, at medlemsstaterne skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om den pågældendes personlige adfærd udgør en reel og umiddelbar trussel mod den offentlige orden.

Domstolen fastslår yderligere, at anvendelsen af muligheden for at undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse ikke kræver en fornyet gennemgang af de forhold, der allerede er vurderet for at fastslå risikoen. Dog skal enhver national lovgivning eller praksis sikre, at fraværet af en frist for frivillig udrejse er forenelig med den pågældendes grundlæggende rettigheder, hvilket skal bekræftes efter en konkret og individuel vurdering.