Afgift på mobilantenner og tilladelsesdirektivet: Forenelighed?

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Bruxelles vedrørende fortolkningen af artikel 12 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet).

Sagen er anlagt af Proximus SA (tidligere Belgacom SA) mod Commune d’Etterbeek vedrørende en kommunal afgift på antenner til mobiltelefoni, der er opstillet på kommunens område.

Proximus SA anførte, at afgiften er i strid med tilladelsesdirektivet, da direktivet forbyder andre afgifter end dem, der er omfattet af artikel 12 og 13. Kommunen anførte, at afgiften ikke er omfattet af direktivet, men er en afgift på en økonomisk aktivitet baseret på antennernes placering.

Den forelæggende ret ønskede oplyst, om artikel 12 og 13 i tilladelsesdirektivet er til hinder for, at en national eller lokal myndighed i budgetmæssigt øjemed indfører en afgift på infrastruktur til mobiltelekommunikation, der er opført på offentlig eller privat ejendom, og som anvendes som led i udøvelsen af aktiviteter, der er dækket af en generel tilladelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 12 og 13 i tilladelsesdirektivet (2002/20/EF) ikke er til hinder for, at en afgift som den omhandlede i hovedsagen pålægges enhver fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en tinglig ret eller en brugsret over en antenne til mobiltelefoni.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den afgiftsudløsende begivenhed (besiddelse af en antenne) ikke nødvendigvis er knyttet til proceduren for den generelle tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Afgiften pålægges uanset, om indehaveren af antennen har en tilladelse i henhold til direktivet. Selvom antennerne udgør fysisk infrastruktur, der muliggør udbud af sådanne net og tjenester, har afgiften ikke karakter af en modydelse for retten til at installere faciliteter.