Restriktion for fri udveksling af tjenesteydelser ved indeholdelse af kildeskat for udenlandske vikarbureauer

Sagen omhandler to tjekkiske virksomheder, Strojírny Prostějov og ACO Industries Tábor, der havde benyttet sig af et slovakisk vikarbureau, N-Partner, med en filial i Tjekkiet. De tjekkiske skattemyndigheder pålagde virksomhederne at indeholde og betale indkomstskat for de arbejdstagere, som var udstationeret af det slovakiske vikarbureau.

De tjekkiske virksomheder anførte, at dette var en restriktion på den frie udveksling af tjenesteydelser, da tjekkiske virksomheder, der benyttede tjekkiske vikarbureauer, ikke havde en tilsvarende forpligtelse.

De forelæggende retter ønskede svar på, om EU-retten, særligt artikel 18 TEUF, 45 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF, var til hinder for en sådan national lovgivning.

Baggrund

• Strojírny Prostějov blev pålagt at betale indeholdt indkomstskat for arbejdstagere udstationeret af et slovakisk vikarbureau.
• ACO Industries Tábor blev ligeledes pålagt at forudbetale indkomstskat for arbejdstagere fra et slovakisk vikarbureau.
• Begge virksomheder anførte, at den tjekkiske lovgivning forskelsbehandlede dem i forhold til virksomheder, der benyttede tjekkiske vikarbureauer.

Centrale spørgsmål

• Er det en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, at pålægge virksomheder at indeholde indkomstskat for arbejdstagere udstationeret af udenlandske vikarbureauer?
• Kan en sådan restriktion begrundes i hensynet til effektiv skatteinddrivelse eller forebyggelse af skattesvig?
• Er det foreneligt med EU-retten at fastsætte beskatningsgrundlaget til en fast procentdel af det fakturerede beløb?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 56 TEUF er til hinder for en national lovgivning, der pålægger virksomheder i en medlemsstat at indeholde og betale forskud på indkomstskat for arbejdstagere, der er ansat og udstationeret af vikarbureauer fra en anden medlemsstat, men som opererer i førstnævnte medlemsstat via en filial. Dette gælder, når en lignende forpligtelse ikke pålægges virksomheder, der benytter vikarbureauer etableret i samme medlemsstat.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan lovgivning udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da den pålægger modtagerne af tjenesteydelserne en ekstra administrativ byrde, som ikke findes ved brug af indenlandske vikarbureauer. Dette kan gøre grænseoverskridende tjenesteydelser mindre attraktive.

Domstolen afviste argumentet om, at forskelsbehandlingen var begrundet i hensynet til effektiv skatteinddrivelse, da vikarbureauerne opererede gennem filialer i værtsmedlemsstaten, hvilket gjorde det muligt for skattemyndighederne at inddrive skatten direkte fra disse filialer. Domstolen fandt heller ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ordningen var nødvendig for at forhindre skattesvig eller skatteunddragelse.