EF-design: Krænkelse og definitionen af tredjemand i relation til senere registrerede EF-designs

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design. Spørgsmålet er, om retten til at forbyde tredjemand at bruge et registreret EF-design omfatter en tredjemand, der bruger et senere registreret EF-design.

Celaya Emparanza y Galdos Internacional SA (Cegasa) anlagde sag mod Proyectos Integrales de Balizamiento SL (PROIN) for krænkelse af Cegasas registrerede EF-design for en afmærkningspæl til vejsignalering. PROIN markedsførte en lignende pæl og havde efterfølgende selv registreret et EF-design for denne.

PROIN anførte, at Cegasa ikke kunne anlægge sag om krænkelse, da PROINs pæl var en reproduktion af et ligeledes registreret EF-design. PROIN mente, at indehaveren af et registreret design har ret til at anvende det, indtil det erklæres ugyldigt.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om artikel 19, stk. 1, omfatter enhver tredjemand, der bruger et design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk, eller om undtagelsen gælder for en tredjemand, der bruger et senere registreret EF-design. Den forelæggende ret spurgte også, om svaret afhænger af tredjemands hensigt eller adfærd.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at retten til at forbyde tredjemand at bruge et registreret EF-design omfatter enhver tredjemand, der bruger et design, som ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk, også selvom denne tredjemand er indehaver af et senere registreret EF-design. Domstolen præciserede, at denne fortolkning ikke afhænger af tredjemands hensigt eller adfærd.

Domstolen understregede, at forordningen sondrer klart mellem søgsmål vedrørende krænkelse og søgsmål om ugyldighed. EF-designdomstolene har enekompetence i krænkelsessager, mens Harmoniseringskontoret (KHIM) behandler ugyldighedsbegæringer, medmindre der fremsættes et modkrav om ugyldighed ved EF-designdomstolene.

Domstolen afviste argumentet om, at Harmoniseringskontorets kompetence undermineres, idet søgsmål om krænkelse og ugyldighed har forskellige formål og retsvirkninger. Muligheden for at anlægge en krænkelsessag mod indehaveren af et senere registreret EF-design gør ikke en efterfølgende ugyldighedsbegæring meningsløs.