Fortolkning af Forbrugerkreditdirektivet: Inkassobureauers aftaler om afdragsordninger og kravet om forhåndsinformation

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Østrigs Oberster Gerichtshof vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (Forbrugerkreditdirektivet).

Tvisten opstod mellem Verein für Konsumenteninformation (VKI, en forbrugerforening) og inkassofirmaet INKO, Inkasso GmbH. VKI søgte et forbud mod INKOs praksis med at indgå aftaler om nye afdragsordninger for misligholdt gæld uden at give forbrugerne de krævede oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

INKO sendte rykkerbreve på vegne af kreditorer, hvori de opfordrede debitorer til at acceptere en ny afdragsplan. Ved accept forpligtede debitorerne sig til at betale den skyldige hovedstol, renter og INKOs egne inkassoomkostninger. Betalingerne blev først allokeret til at dække INKOs omkostninger, derefter renter og til sidst hovedstolen.

De centrale EU-retlige spørgsmål var, om disse aftaler:

• Skulle betragtes som en ”gratis henstand” og dermed undtaget fra direktivets anvendelsesområde (artikel 2, stk. 2, litra j)).
• Om inkassobureauet fungerede som en ”kreditformidler” (artikel 3, litra f)), og dermed var underlagt pligten til at give prækontraktuelle oplysninger (artikel 5 og 6), selv hvis denne funktion kun var accessorisk.

Domstolen konkluderede, at en aftale om en ny afdragsordning, der pålægger forbrugeren nye omkostninger, ikke kan anses for at være 'gratis henstand'. Domstolen fastslog endvidere, at selvom et inkassobureau kan kvalificeres som kreditformidler, kan det være undtaget fra de direkte oplysningsforpligtelser, hvis det kun handler accessorisk.

Afgørelse vedrørende "Gratis Henstand"

Artikel 2, stk. 2, litra j), i direktiv 2008/48/EF skal fortolkes således, at en aftale om en ny afdragsordning ikke er »gratis« under følgende omstændigheder:

• Når forbrugeren forpligter sig til at betale renter eller omkostninger, der ikke var fastsat i den oprindelige aftale, i henhold til hvilken kreditten blev bevilget.
• Dette gælder uanset om omkostningerne (såsom inkassogebyrer) svarer til dem, som forbrugeren alligevel ville have været forpligtet til at betale i henhold til national lovgivning i tilfælde af misligholdelse.

Domstolen understregede, at enhver aftale, der fastsætter en forpligtelse for forbrugeren til at betale et inkassobureaus omkostninger, som ikke var fastsat i den oprindelige kreditaftale, ikke er knyttet til en henstand, der er »gratis«.

Afgørelse vedrørende "Kreditformidler"

Domstolen fastslog, at et inkassobureau, der på vegne af en kreditgiver indgår en aftale om en ny afdragsordning, kvalificeres som en »kreditformidler« (artikel 3, litra f)).