Sag om formidlingshonorar: Værneting og bevis for aftale

Rettens Afgørelse

Retten lagde til grund, at spørgsmålet om værneting skulle afgøres efter Bruxelles I-forordningen artikel 7, nr. 1 b, hvilket betyder, at Sagsøgte AB kan sagsøges ved Retten i Lyngby, hvis opfyldelsesstedet for en formidlingsaftale er inden for rettens retskreds. Dette gælder, selvom Sagsøgte AB bestrider eksistensen af en sådan aftale.

Vurdering af Aftalens Eksistens

Det centrale spørgsmål var, om det var tilstrækkeligt sandsynligt, at Sagsøger ApS havde indgået og opfyldt en aftale med Sagsøgte AB, der berettigede til et formidlingshonorar på ca. 8,1 mio. kr. Retten bemærkede, at der ikke forelå en skriftlig aftale mellem parterne om formidling af salget af ejendomsporteføljen eller et honorar som en andel af salgssummen. I mangel af en skriftlig aftale krævedes der sikre holdepunkter i den øvrige bevisførelse for, at en sådan aftale var indgået.

Bevisførelse og Konklusion

Efter bevisførelsen fandt retten, at:

• Vidne 1 (fra Sagsøger ApS) ikke i væsentligt omfang havde udført arbejde vedrørende formidlingen af ejendomsporteføljen udover en henvisning til Advokat 1, deltagelse i et møde og e-mailkorrespondance.
• Vidne 1 ikke havde anvist en konkret køber, men alene henvist til Advokat 1, som potentielt kunne finde en køber.
• Vidne 3 (fra Sagsøgte AB) under sin vidneforklaring bestred, at der var indgået eller opfyldt en formidlingsaftale, og e-mailkorrespondancen indeholdt ikke sikre holdepunkter for en endelig formidlingsaftale.

Afgørelse

Retten konkluderede, at Sagsøger ApS ikke tilstrækkeligt havde sandsynliggjort, at der var indgået og opfyldt en aftale med Sagsøgte AB, som berettigede til et formidlingshonorar. Sagen blev derfor afvist.

Sagsomkostninger

Sagsøger ApS blev pålagt at betale sagsomkostninger til Sagsøgte AB på 150.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8a.

Aftale mellem flyselskaber

WOW Air under konkurs mod FlexFlight ApS m.fl. (2), Sag: BS-34618/2024-SHR

Sagsøgers Krav og Argumentation

FREDHEIM SHIPPING COMPANY A/S krævede erstatning for både udbedringsomkostninger og betydeligt driftstab som følge af forsinkelsen, i alt et beløb på 3.500.000 DKK. Sagsøger argumenterede for, at værftet havde handlet uagtsomt og ikke havde udvist den professionelle standard, som kunne forventes af et stort europæisk værft. Særligt fremhævedes det, at de specifikke tekniske krav til motorinstallationen ikke var opfyldt, hvilket var i strid med parternes aftale.

Sagsøgtes Forsvar

Astilleros De Mallorca påstod frifindelse og hævdede, at eventuelle forsinkelser skyldtes uforudsete tekniske komplikationer, der opstod på grund af skibets alder og konstruktion, hvilket lå uden for værftets kontrol. Værftet fastholdt, at arbejdet var udført i henhold til almindelig anerkendt faglig standard, og at de i øvrigt påberåbte sig ansvarsbegrænsninger i henhold til deres standardbetingelser, som var inkorporeret i reparationskontrakten.

Værftet anførte: "De påståede mangler skyldes forhold, der ikke kunne forudses ved indgåelse af reparationskontrakten, og vi har derfor ikke handlet ansvarspådragende i henhold til Søloven § 501."

Retten skulle primært vurdere, om værftet var ansvarlig for de påståede mangler og den medfølgende forsinkelse, samt om de påberåbte ansvarsbegrænsninger var gyldige og dækkende for den opståede skade.