Kompetence ved EU-varemærkekrænkelse mod flere sagsøgte i forskellige medlemsstater: Betydningen af eneforhandlingsaftaler (Artikel 8, nr. 1, i Bruxelles I-forordningen)

Sagen omhandler et præjudicielt spørgsmål fra Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) vedrørende fortolkningen af artikel 8, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I-omarbejdning) om international kompetence i civile og kommercielle sager, når der er tale om flere sagsøgte med bopæl i forskellige medlemsstater.

Tvisten udspringer af et søgsmål om krænkelse af et EU-varemærke (Vogue), som Advance Magazine Publishers Inc. (USA) har anlagt mod fire sagsøgte: to tyske parter (Beverage City & Lifestyle GmbH og direktør MJ) og to polske parter (Beverage City Polska Sp. z o.o. og direktør FE). De polske sagsøgte havde leveret den krænkende energidrik ("Diamant Vogue") til det tyske selskab under en eneforhandlingsaftale i Tyskland.

De polske sagsøgte bestred de tyske retters kompetence, idet de hævdede, at de udelukkende handlede og leverede varerne i Polen, og at der ikke var tilstrækkelig forbindelse mellem dem og den tyske ankersagsøgte (MJ) til at begrunde fælles kompetence. Kernespørgsmålet var, om en eneforhandlingsaftale alene var tilstrækkelig til at opfylde kravet om, at kravene skulle være "så snævert forbundne", at en samlet behandling var nødvendig for at undgå uforenelige afgørelser, jf. artikel 8, nr. 1).

Domstolen fastslog, at artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at den tyske ret har international kompetence til at behandle kravene mod de polske medsagsøgte.

Domstolens ræsonnement om "snævert forbundne krav"

Kompetencen under artikel 8, nr. 1), forudsætter, at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser, hvilket kræver, at en divergens i afgørelserne skal foreligge i forhold til den samme retlige og faktiske situation.

• Samme retlige situation: Dette er opfyldt, da søgsmålet vedrører beskyttelsen af den samme eneret til et EU-varemærke, som har enhedskarakter og samme retsvirkninger i hele Unionen (artikel 1, stk. 2, i forordning 2017/1001). Forskelle i national ret for beskyttelseskrav er uden betydning.
• Samme faktiske situation: Domstolen lagde vægt på, at de sagsøgte foreholdes materielt identiske krænkelser vedrørende de samme produkter. Den eksisterende eneforhandlingsaftale mellem leverandøren (Polen) og distributøren (Tyskland) skaber et tæt kontraktforhold, der understøtter en kæde af krænkende handlinger. Denne kædeforbindelse illustrerer en fælles faktuel situation, selvom selskaberne handler uafhængigt af hinanden.

Domstolen bemærkede yderligere, at det tætte samarbejde mellem selskaberne, som eventuelt er kommet til udtryk gennem brugen af fælles websteder til markedsføring af de krænkende varer, yderligere forstærker formodningen om en snæver forbindelse. Denne forbindelse sikrer forudsigelighed for sagsøgte og fremmer god retspleje.