Klage over Energitilsynets afgørelse vedrørende SEAS' opkrævning af ekstrabetaling

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse.

Nævnets kompetence og bevisbedømmelse

Energiklagenævnet kan efterprøve Energitilsynets afgørelser, herunder om sagens oplysninger er korrekt forstået, tilstrækkeligt belyst, og om de kan lægges til grund for afgørelsen. Nævnet kan dog ikke tage stilling til vurderinger og spørgsmål, der forudsætter en egentlig bevisbedømmelse, da dette henhører under domstolene. Energiklagenævnet tiltrådte Energitilsynets vurdering af, at spørgsmål om elforbrugets rimelighed kræver en bevismæssig bedømmelse, som kun kan ske ved domstolene.

Vurdering af SEAS' krav og gebyrer

Energiklagenævnet fandt ud fra en sædvanlig bevismæssig vurdering af sagens øvrige oplysninger, at kravet fra SEAS om betaling for ekstraopgørelsen for det registrerede forbrug ikke var urimeligt efter Lov om elforsyning. Nævnet lagde i lighed med Energitilsynet vægt på, at det årlige gennemsnitlige forbrug for perioden 2. januar 1998 til 14. september 2000 (6.700 kWh årligt) ikke kunne anses for urimeligt højt i forhold til det årligt gennemsnitlige forbrug for den efterfølgende periode (5.500 kWh årligt), og at der ikke var fundet nogen form for målerfejl.

Nævnet havde ingen bemærkninger til Energitilsynets oplysninger om forståelsen af de enkelte poster i SEAS' ekstraopkrævning, herunder lovligheden af de opkrævede gebyrer. For så vidt angår klagers bemærkninger om hjemmelen for at anvende en gennemsnitspris, fandt Energiklagenævnet det ikke anledning til bemærkninger, at SEAS – grundet manglende modtagelse af klagers selvaflæsning af elmåleren – anvendte en gennemsnitspris baseret på de varierende priser i den omhandlede periode.

Afgørelse

Energitilsynets afgørelse blev stadfæstet i henhold til Lov om elforsyning § 89.

Energitilsynet havde oprindeligt afvist at vurdere, om det registrerede forbrug stemte overens med det faktiske, da dette ville indebære en bevisbedømmelse, der måtte henvises til domstolene. Energitilsynet fandt ikke grundlag for at rette indvendinger mod Københavns Energis fremgangsmåde i henhold til elforsyningsloven § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3. Københavns Energi fastholdt, at det registrerede forbrug kunne være korrekt, især hvis elvarmere havde været tændt, og tilbød fortsat en målerkontrol mod et gebyr på 500 kr. + moms, hvis måleren viste sig at være i orden.

Retsgrundlag og praksis

Sagen blev behandlet med udgangspunkt i elforsyningsloven § 6, stk. 4, som fastslår, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille ydelser til rådighed på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår. Københavns Energis leveringsbestemmelser, pkt. 6.7, angiver, at en måler anses for at registrere korrekt, hvis fejlvisningen ikke er større end ± 4 %. Hvis en kunde kræver undersøgelse, og måleren er inden for tolerancen, afholder kunden omkostningerne.

Energiklagenævnet henviste til tidligere praksis fra Vestre Landsret og Konkurrenceankenævnet (nu Energiklagenævnet), som konsekvent har lagt vægt på, om der er påvist fejl ved elmåleren. Hvis måleren er fundet i orden, anses en bedømmelse af misforhold mellem registreret og faktisk forbrug for at være en bevismæssig bedømmelse, der henhører under domstolene. Dette er også i tråd med tidligere afgørelser fra Energiklagenævnet, herunder j.nr. 11-114 og j.nr. 11-142, som understreger, at nævnet kun kan tage stilling til bevisspørgsmål, hvis de kan oplyses gennem forvaltningsmyndighedernes midler, og ellers må henvises til domstolsbehandling. Desuden er det fastslået, at kontrol af elmålere skal udføres af akkrediterede værksteder i henhold til Bekendtgørelse om kontrol med elmålere, der anvendes til måling af elforbrug § 4, stk. 3.