Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
En forbruger klagede over Rønne Vand- og Varmeforsyning A.m.b.a.'s omlægning af fjernvarmetariffen, som trådte i kraft den 1. maj 2004. Klagen vedrørte især den nye arealbetaling, der anvendte boligens kvadratmeterareal som beregningsgrundlag for den faste afgift. Forbrugeren oplevede en stigning i den årlige varmeregning på ca. 1.200 kr., svarende til 7,1 %, på grund af boligens størrelse (249 m²).
Forbrugeren anførte, at det var urimeligt, at arealbetalingen medførte en merudgift. Hovedargumenterne var:
Rønne Vand- og Varmeforsyning A.m.b.a. oplyste, at tarifomlægningen skete ud fra et ønske om at normalisere fjernvarmetariffen og afskaffe et tidligere tillæg i den faste betaling for forbrug over 200 GJ. Den nye tarif erstattede dette tillæg med en arealbetaling pr. m². Samtidig blev den faste årlige betaling og forbrugsbetalingen nedsat. Forsyningen angav, at der ikke var budgetteret et merprovenu som følge af omlægningen. Andelen af faste betalinger i prisfastsættelsen blev øget fra ca. 22 % til ca. 30 % for at gøre fjernvarme mere attraktivt i forhold til alternative opvarmningskilder. Forsyningen medgav, at en lille andel af forbrugerne ville opleve en forholdsvis stor stigning, især dem der kun udnyttede fjernvarmeinstallationen minimalt, og argumenterede for, at disse forbrugere i ringe grad deltog i betalingen af de store investeringer i fjernvarmenettet.
Energitilsynet administrerer Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, som omhandler urimelige tariffer og betingelser. Tilsynet fandt, at det ikke var urimeligt at anvende etagearealet som beregningsgrundlag for faste omkostninger, hvilket var i overensstemmelse med en langvarig administrativ praksis. Energitilsynet henviste til princippet om kostægthed, hvor faste omkostninger dækkes af faste afgifter og variable omkostninger af forbrugsafregning. På baggrund af Rønne Vand- og Varmeforsyning A.m.b.a.'s omkostningsstruktur, hvor finansielle poster og afskrivninger udgjorde 53,1 % af de samlede budgetterede omkostninger (forbrugsuafhængige omkostninger), fandt tilsynet det ikke urimeligt at fravige princippet om den kostægte tarifering og øge de faste afgifters andel fra 22 % til 30 %. Energitilsynet fandt heller ikke, at stigningen på 7,1 % (ca. 1.200 kr. årligt) for en bolig på 249 m² var urimelig. Endvidere fandt tilsynet det ikke urimeligt, at Rønne Vand- og Varmeforsyning A.m.b.a. anvendte BBR-oplysninger, da forsyningen tog forbehold for fejl, og ejere har pligt til at give korrekte oplysninger til BBR i henhold til .
Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 6. december 2004.
Nævnet bemærkede, at det ikke var urimeligt efter varmeforsyningsloven at anvende BBR-meddelelsen som grundlag for beregning af den faste afgift. Dette blev begrundet med, at Bekendtgørelse om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR) § 3, jf. Bekendtgørelse om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret (BBR) § 1, sikrer, at oplysningerne i registeret er korrekte.
Nævnet tiltrådte Energitilsynets hovedsynspunkt om, at det, med hensyn til Rønne Vand- og Varmeforsyning A.m.b.a.'s omkostningsstruktur, på daværende tidspunkt ikke var urimeligt at øge de faste afgifters andel af varmeprisen fra 22 % til 30 %. Nævnet fandt derfor ikke, at stigningen i den årlige fjernvarmeudgift på 7,1 % som følge af tarifomlægningen var urimelig.
Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26.
Forsyningstilsynet har påbudt 11 varmevirksomheder at ændre deres faste varmetariffer og indleder nu en dialog om, hvordan priserne bedre kan afspejle de faktiske omkostninger for den enkelte forbruger.
Ankenævnet på Energiområdet
Sagen omhandler en klage fra en varmeforbruger over E.ON Varme Danmark ApS' metode til beregning af den faste afgift for fjernvarme fra Slagslunde Kraftvarmeværk. Klagen blev oprindeligt indgivet til Energitilsynet i 2006 og er nu for Energiklagenævnet efter en længere sagsbehandling, der inkluderer en tidligere hjemvisning fra nævnet til Energitilsynet.
E.ON's forgænger, NESA Varme A/S, blev i 2005 af Energitilsynet pålagt at ændre sin faste afgift, da en ensartet afgift for alle forbrugere blev anset for urimelig i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. NESA indførte herefter en fast afgift baseret på ejendommens areal registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvilket Energitilsynet godkendte.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Ankenævnet på Energiområdet har truffet afgørelse i to centrale sager om henholdsvis prisoverslag på fjernvarme og tildeling af produkter på naturgasmarkedet.
Klageren gør gældende, at den arealbaserede faste afgift (m²-afgift) er i strid med ånden i energisparelovgivningen, da den reducerer incitamentet til at investere i energibesparende foranstaltninger. Klageren anfører, at når en stor del af varmeudgiften er fast og uafhængig af forbruget, bliver den økonomiske gevinst ved at spare på varmen mindre. Klageren foreslår i stedet, at den faste afgift baseres på et glidende gennemsnit af de seneste tre års forbrug for at skabe en mere retfærdig og incitamentsfremmende model. Klageren henviser desuden til generelle politiske mål om energibesparelser og CO2-reduktion, som myndighedernes praksis bør understøtte.
Energitilsynet og E.ON fastholder, at den arealbaserede afgift er i overensstemmelse med gældende lovgivning og fast administrativ praksis. De fremhæver følgende punkter:
Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afgørelse af 1. august 2005 vedrørende sammensætningen af priser på fjernv...
Læs mereGrundejerforeningen Breeltegård indbragte en klage for Energiklagenævnet over Energitilsynets afgørelse af 11. marts 200...
Læs mere