Energiklagenævnets afgørelse om forbrugs- og efterbetalingskrav fra NESA

Nævnet bemærkede indledningsvis, at Energitilsynet havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at høre klageren over NESA's redegørelse af 2. december 2003, da denne redegørelse havde haft væsentlig betydning for afgørelsen og var til ugunst for klageren. Dette var i strid med forvaltningslovens kapitel 5. Selvom en sådan fejl normalt ville medføre ophævelse og hjemvisning, fandt nævnet, at det nødvendige grundlag var til stede for at behandle klagen, da klageren havde fremsat sine bemærkninger under sagens behandling for Energiklagenævnet.

Forbrugsspørgsmål og betalingskrav

Nævnet tiltrådte Energitilsynets vurdering af, at en fastslåelse af misforhold mellem registreret og faktisk forbrug forudsætter en bevismæssig bedømmelse, som kun kan ske ved domstolene. Sagen drejede sig derfor om de to regninger, som ikke var forældede. Nævnet lagde til grund, at den sene fremsendelse af regningerne skyldtes en fejl fra NESA's side, og at størrelsen af regningerne skyldtes manglende løbende opkrævning.

Nævnet fandt det beklageligt, at NESA's fejl havde forhindret klageren i at bemærke og undersøge udviklingen i elforbruget. Dog kunne NESA's fejl ikke påvirke rimeligheden af betalingskravet, da klageren havde forbrugt den aftagne strøm. Nævnet var dog enig med Energitilsynet i, at rimelighedskravet efter Elforsyningsloven § 6, stk. 3 tilsagde, at NESA skulle tilbyde klageren en gebyrfri afdragsordning på beløbet.

Afgørelsens grundlag

Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningsloven § 89.

Klageren indgav en klage til Energitilsynet den 9. december 2002. Energitilsynet afgjorde den 5. februar 2003, at de ikke kunne kritisere NESA's krav, da der ikke var fundet fejl ved måleren. Tilsynet udtalte, at de ikke kunne foretage en bevisbedømmelse af, hvorvidt det registrerede forbrug svarede til det faktiske forbrug, da dette måtte henvises til domstolene. Energitilsynet henviste til Elforsyningsloven § 77, stk. 1, der giver tilsynet mulighed for at gribe ind, hvis priser eller leveringsbetingelser er i strid med loven, og Elforsyningsloven § 6, stk. 3, der fastslår, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille ydelser til rådighed på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår.

Klageren appellerede Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet den 26. februar 2003. Klageren fremhævede, at Energitilsynets argumentation var uklar og modsætningsfyldt vedrørende bevisbedømmelse. Klageren bestred NESA's påstand om manglende aflæsning i 2001 og anførte, at NESA's beregning af gennemsnitligt forbrug var misvisende, da den ignorerede fraværet af vandforbrug og husets ubeboelige stand. Klageren fastholdt, at det registrerede forbrug ikke kunne være reelt, da HFI-relæet havde været slået fra.

Energitilsynets redegørelse og NESA's betingelser

Energitilsynet redegjorde den 24. marts 2003 for sagen og fastholdt sin begrænsede kompetence til bevisbedømmelse. NESA's Almindelige Betingelser for Ellevering, punkt 6.11, fastslår kundens pligt til at aflæse og indberette målerstand, mens punkt 6.12 giver NESA ret til at skønne forbruget, hvis en aflæsning ikke foreligger.