Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Relaterede love
Sagen omhandler en klage fra Danisco Sugar A/S på vegne af Nakskov Sukkerfabrik over Energitilsynets afgørelse af 16. december 2002. Klagen vedrørte Nakskov Kommunale Elværks beregning af rådighedsbetaling for sukkerfabrikken, som er en egenproducent af elektricitet. Energitilsynet havde oprindeligt fundet, at elværkets beregningsmodel ikke stred mod elforsyningsloven § 73.
Nakskov Sukkerfabrik betaler nettarif for den elektricitet, der leveres fra nettet. Derudover opkræves en rådighedsbetaling for den del af egenproduktionen, som potentielt kunne have været leveret fra nettet. Denne rådighedsbetaling blev beregnet som nettariffen i øre/kWh fratrukket de besparelser, som elværket opnåede ved den decentrale produktion. Elværket afgrænsede ydelsen vedrørende rådighed til overføringsevnen i kablerne ind til fabrikken (6.000 kW), hvorfra den del, sukkerfabrikken trækker jævnt hen hele året (1.000 kW), blev fratrukket, så rådighedsbetalingen dækkede 5.000 kW.
Danisco Sugar A/S anførte, at netvirksomhederne ikke kunne dokumentere ekstra omkostninger forbundet med egenproducenter i perioder uden aftag af elektricitet fra nettet. De mente, at rådighedsbetalingen var en "strafafgift" på egenproduktion, da den steg med øget egenproduktion, uden sammenhæng med netvirksomhedens faktiske omkostninger ved at stå til rådighed. Fabrikkens egenproduktionskapacitet på 12.000 kW oversteg elværkets overføringsevne på 6.000 kW, hvilket ifølge Danisco Sugar burde medføre kompensation for sparede udgifter til netudbygning. Endvidere argumenterede de for, at rådighedsbetalingen skulle reduceres i det omfang, der allerede blev betalt nettarif som følge af rådigheden.
Nakskov Kommunale Elværk fremhævede, at sukkerfabrikken var den eneste egenproducent i deres forsyningsområde, og at elværket leverede en vigtig stand-by ydelse. De baserede deres beregning på retningslinjer fra ELFOR, tilpasset den specifikke situation. Elværket mente, at den valgte fordelingsnøgle (5/12 af egenproduktionen) var rimelig, da den var uafhængig af tilfældig maksimalbelastning og alene baseret på sukkerfabrikkens ønske om rådighed og egenproduktion. De fastholdt, at kunder skulle betale i forhold til de omkostninger, de påførte netvirksomheden, og at tarifering skete ud fra generelle principper for at undgå, at andre kunder skulle betale for ydelser, som sukkerfabrikken nød godt af.
Energitilsynet henviste til elforsyningsloven § 9, stk. 1 og elforsyningsloven § 9, stk. 2 vedrørende fordeling af omkostninger. De understregede, at prisfastsættelsen skulle ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i henhold til , med det primære formål at forhindre krydssubsidiering. Tilsynet havde i tidligere sager vurderet, at ikke krævede individuelle hensyn til enkeltforbrugere, og at det var praktisk umuligt at fordele generelle omkostninger på den måde. De fandt det i overensstemmelse med , at rådighedsydelser til egenproducenter indgik i fordelingen af generelle omkostninger på lige fod med andre ydelser. Energitilsynet anerkendte dog, at en kWh-afgift på egenproduktion kunne føre til urimelige virkninger, hvis ydelsen ikke var tilstrækkeligt afgrænset. De lagde vægt på, at Nakskov Kommunale Elværk havde afgrænset ydelsen og tilkendegivet, at afregningsgrundlaget ville blive reduceret, hvis sukkerfabrikken betalte nettarif for yderligere leverancer fra nettet.
Energiklagenævnet behandlede sagen som en del af et større kompleks af klagesager vedrørende egenproducenters rådighedsbetaling og overvejede retstilstanden på et overordnet grundlag.
Nævnet konstaterede, at der var langvarig praksis i Elprisudvalget, Konkurrenceankenævnet og Energiklagenævnet for, at der kan opkræves en rådighedsbetaling. Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre denne praksis og bekræftede, at netrådighedsydelser som udgangspunkt indgår i fordelingen af de generelle omkostninger og i tariferingen på et givet spændingsniveau på lige fod med andre ydelser, der betales via nettariffen. Dette forudsætter dog overholdelse af de rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i elforsyningsloven § 73.
Energiklagenævnet understregede, at kravene i elforsyningsloven § 73 til prisfastsættelsens objektivitet, rimelighed og ikke-diskrimination gør det centralt, at selskaberne tilstræber en omkostningsægte tarifering for at forhindre krydssubsidiering. Nævnet anerkendte den mangeårige praksis med at fastlægge "køberkategorier" baseret på spændingsniveau, hvor omkostninger fordeles gennemsnitligt. Egenproducenter adskiller sig fra øvrige brugere ved at have adgang til en særlig ydelse (rådighed over potentiel effekt), og det var derfor ikke diskriminerende at gruppere dem som en særskilt køberkategori.
Nævnet fandt, at Nakskov Kommunale Elværks beregningsmodel for rådighedsbetaling ikke stred mod elforsyningsloven § 73, hvis to betingelser var opfyldt:
Nævnet fandt det rimeligt, at omkostningselementerne drift og vedligehold indgik i rådighedsbetalingen, uanset egenproducentens investeringer i egne anlæg. Det blev også anset for rimeligt, at netvirksomhederne kunne tage udgangspunkt i nettariffen, reduceret med sparede omkostninger som nettab og netinvesteringer i henhold til Bekendtgørelse om elafregningspriser for decentrale elproducenter § 2.
Energiklagenævnet bemærkede, at selvom individuel tarifering generelt er upraktisk for kollektive elforsyningsvirksomheder, var der i denne sag kun én egenproducent i netselskabets område. Denne særlige situation berettigede en fravigelse af hovedreglen om gennemsnitlig tarifering. Nævnet fandt, at den beregnede rådighedstarif fremstod høj i sammenligning med andre sager, og at den opkrævede betaling var mangedoblet i forhold til tidligere. Disse omstændigheder betød, at Energitilsynet i dette specielle tilfælde burde kræve indsigt i de bagvedliggende tal for rådighedstariffen og på det fornyede grundlag genoverveje sin afgørelse.
Afgørelse: Energitilsynets afgørelse af 16. december 2002 blev hjemvist til fornyet behandling i Energitilsynet i henhold til elforsyningsloven § 89.
Forsyningstilsynet har midlertidigt godkendt en ny branchevejledning for tarifering af kunder med både elforbrug og -produktion, som erstatter den hidtidige rådighedstarif med en model baseret på effekt og forbrug.
Sagen omhandler A/S Dansk Shells klage over Energitilsynets afgørelse af 25. august 2003 vedrørende grundlaget for opkrævning af rådighedsbetaling fra TRE-FOR Elnet A/S. Energitilsynet fandt ikke den beregnede rådighedspris for A/S Dansk Shell Raffinaderiet urimelig, jf. elforsyningslovens § 73 og elforsyningslovens § 77, stk. 1. Sagen er tæt forbundet med en tidligere sag (j.nr. 11-130), der omhandlede principperne for opgørelsen af grundlaget for rådighedsbetalingen. Energitilsynet havde dog truffet afgørelse i denne sag, da den vedrørte den konkrete rådighedspris. Energitilsynet meddelte, at afgørelsen kunne tages op til fornyet behandling, hvis Energiklagenævnet omgør Energitilsynets afgørelse af 28. oktober 2002 i den tidligere sag. Energitilsynet baserede sin vurdering på netpriserne for 2001, 2002 og især pr. 1. januar 2003. Energitilsynet fandt, at TRE-FOR Elnet A/S's beregnede rådighedspris ikke var urimelig. Energitilsynet vurderede, at TRE-FOR Elnet A/S anvendte en modificeret udgave af ELFOR-modellens prisled, idet de ikke fratrak besparelser for både nettab og sparede netinvesteringer, som ellers kunne beregnes i henhold til . TRE-FOR Elnet A/S begrundede dette med, at der ikke var sparede netinvesteringer i deres område, da nettet altid skulle kunne levere elektricitet, selv når egenproducentens generator var ude af drift. Energitilsynet accepterede denne fravigelse af ELFOR-modellen, da en fuld indregning af sparede netinvesteringer ville have ført til, at raffinaderiet ikke betalte for den leverede rådighedsydelse. Energitilsynet henviste til, at giver netvirksomhederne et spillerum til at vælge tarifform, så længe den er rimelig, objektiv og ikkediskriminerende. Energitilsynet mente ikke, at loven krævede en individuel opdeling af generelle omkostninger for hver køberkategori. A/S Dansk Shell klagede over, at TRE-FOR Elnet A/S opkrævede for høj rådighedsbetaling i forhold til ELFOR-modellen, og at de betalte dobbelt for brug af samme netudstyr (både rådighedsbetaling og indfødningstarif). De anførte, at der burde fratrækkes sparede netinvesteringer for alle år, og at Energitilsynets begrundelse for at fravige ELFOR-modellen var mærkelig. De mente, at rådighedsbetalingen burde afspejle de faktiske omkostninger og være sammenlignelig med prisen for indfødning. A/S Dansk Shell fremhævede, at TRE-FOR Elnet A/S har monopol på at stille nettet til rådighed, og at raffinaderiet ikke har et valg. TRE-FOR Elnet A/S svarede, at manglende fradrag for sparet nettab i 2001 skyldtes, at 60 kV nettet ejedes af SØJ, og at indfødningstariffen vedrørte 400 kV niveau, som de ikke opkrævede. De fastholdt, at der ikke var besparelser i udbygningsomkostninger, da anlæg til Shell altid skulle være til rådighed, og at et bortfald af rådighedsbetaling ville medføre krydssubsidiering af andre forbrugere, hvilket ville stride mod .
Klagenævnet afviser samtlige klagepunkter fra Green Power Denmark og stadfæster Forsyningstilsynets benchmarkingmetode for 2020.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Sagen omhandler en klage fra A/S Dansk Shell over en afgørelse fra Energitilsynet vedrørende den rådighedsbetaling, som ...
Læs mereSagen omhandler en klage fra Dalum Papir A/S over Energitilsynets afgørelse af 28. oktober 2002, som fastslog, at Energi...
Læs mere