Klage over Energitilsynets afgørelse vedrørende beregning af faste afgifter for Smørum Kraftvarme a.m.b.a.

Værket fastholdt, at der ikke var tale om forskelsbehandling. Hvis andre forbrugergrupper havde uisolerede varmerør, ville de blive opkrævet på samme måde som boligafdelingen. Værket forklarede, at de uisolerede rør var nødvendige for at forhindre råd i gulvene og fungerede som en del af opvarmningen. Værket tilbød at afregne afdelingen som øvrige forbrugere, hvis rørene blev isolerede.

Energitilsynets udtalelse til Energiklagenævnet

Energitilsynet udtalte, at besvarelsen af 13. oktober 2011 ikke var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men en tilkendegivelse. Afgørelsen af 31. januar 2012 var derimod en forvaltningsretlig afgørelse. Tilsynet fastholdt, at der ikke var tale om urimelig prisdifferentiering, da de uisolerede rør i krybekældrene i Smørum Gårdhuse medførte en belastning af fjernvarmenettet, der svarede til belastningen i beboelsesrum. Tilsynet understregede, at lige forhold skal behandles lige, og at de særlige konstruktionsforhold i afdelingen berettigede den fulde afgift.

Energiklagenævnet afviste klagen for så vidt angår Energitilsynets besvarelse af 13. oktober 2011 og stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012.

Afvisning af klage over besvarelse af 13. oktober 2011

Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynets besvarelse af 13. oktober 2011 ikke var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, der kunne indbringes for nævnet, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at Energitilsynet ikke havde iværksat yderligere sagsbehandlingsskridt eller anlagt konkrete retlige betragtninger, men blot havde oplyst om sin praksis. Derfor var det også korrekt, at der ikke blev meddelt klagevejledning.

Stadfæstelse af afgørelse af 31. januar 2012

Energiklagenævnet vurderede, at Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012, hvor tilsynet afslog at genoptage sagen, var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Dette skyldtes, at den indeholdt en nærmere konkret stillingtagen til spørgsmålet om prisdifferentiering efter Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5, og at Energitilsynet havde indhentet yderligere oplysninger fra værket under sagens behandling. Selvom klagen blev indgivet efter den fireugers frist, fandt nævnet, at klagefristen var suspenderet, da afgørelsen ikke indeholdt en klagevejledning, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 3.

Efter en gennemgang af sagens akter fandt Energiklagenævnet, i lighed med Energitilsynet, at klagers henvendelser ikke rejste en konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse af betydning eller ulovlig adfærd vedrørende værkets beregning af faste afgifter. Nævnet lagde vægt på, at værkets generelle vilkår for faste afgifter ikke var urimelige, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Desuden bemærkede nævnet, at spørgsmål om, hvorvidt en generelt rimelig regel er anvendt urimeligt i konkrete tilfælde, er et civilretligt spørgsmål, der kan indbringes for Ankenævnet på Energiområdet eller domstolene. Dette gælder også fortolkningen af værkets tarifbestemmelser, herunder om uisolerede rør kan sidestilles med en opvarmningskilde. Da Energitilsynet var berettiget til at afvise at realitetsbehandle klagers henvendelse, stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2012.

Klagers anbringender

Klageren anmodede om ændring af Energitilsynets afgørelse og fremførte følgende argumenter:

• Punkt 1: Det var urimeligt, at Ulstrup Kraftvarmeværk opkrævede en betydelig årlig afgift for en ejendom, der ikke aftog varme, i modsætning til el- og gasleverandører. Klageren mente, at tilslutningspligten ikke burde gælde for en ubenyttet bygning, og at Energitilsynet burde have støttet et energibesparende incitament ved at frafalde den faste afgift og forhøje den variable afgift.
• Punkt 2: Klageren mente, at den manglende graduering af den faste afgift burde have større betalingsmæssig konsekvens.
• Punkt 3: Klageren påklagede, at Energitilsynet fandt, at det lå uden for tilsynets kompetence at vurdere, om det var urimeligt at medregne den uopvarmede del af ejendommen i beregningsgrundlaget for den faste afgift. Klageren mente, at dette faldt inden for Energitilsynets kompetence.