Afgørelse om værneting for betaling af skibsdesign mellem KEH Inc. og LSH Ltd.

Parternes Synspunkter om Værneting

• Sagsøger A/S gjorde gældende, at dansk værneting var gældende enten i henhold til deres standardbetingelser, som de mente var vedtaget, eller subsidiært i henhold til Bruxelles I-forordningen (omarbejdning) artikel 7, nr. 1, da realydelsen (skibsdesign) blev leveret i Danmark.
• Leadship Ltd. påstod, at sagen skulle afvises, da tvisten var underlagt engelsk ret og værneting i henhold til Samarbejdsaftalen og Erklæringen. De anførte, at disse aftaler udgjorde et samlet aftalekompleks, og at Sagsøger A/S's standardbetingelser ikke var vedtaget for underleverandøraftalen.

Rettens Begrundelse

Retten vurderede, at tvisten i hovedsagen alene vedrørte "stability"-delen af underleverandøraftalen, da "machinery"-delen var betalt. Retten fandt, at:

• Sagsøger A/S's standardbetingelser ikke var vedtaget, da indholdet af underleverandøraftalen for "stability"-delen afveg væsentligt fra det oprindelige tilbud af 22. februar 2017, og der ikke var en udtrykkelig henvisning til standardbetingelserne i den efterfølgende e-mailkorrespondance.
• Samarbejdsaftalen og Erklæringen ikke klart omfattede underleverandøraftalen. Retten lagde vægt på, at Mystic-projektet ikke blev markedsført i fællesskab, at Samarbejdsaftalens indhold var fraveget (f.eks. vedrørende kommission og IP-rettigheder), og at parternes intentioner var modstridende. Der var således ikke godtgjort, at underleverandøraftalen var omfattet af Samarbejdsaftalen eller dens værnetingsklausul.
• Da sagen var anlagt efter den 1. januar 2021, fandt Bruxelles I-forordningen (omarbejdning) ikke anvendelse på fortolkning af værnetingsaftaler, der tillægger engelske domstole kompetence, jf. udtrædelsesaftalens artikel 67, stk. 1, litra a, jf. artikel 126. Spørgsmålet om anvendelse af Haagerværnetingsaftalekonventionen artikel 6 blev ikke anset for nødvendigt at tage stilling til.
• Retten afgjorde herefter spørgsmålet om værneting efter de almindelige regler i Bruxelles I-forordningen (omarbejdning) artikel 7, nr. 1, litra b, som fastslår, at for tjenesteydelser er værnetinget det sted, hvor ydelserne er leveret. Da det var ubestridt, at levering under underleverandøraftalen fandt sted i Danmark, var der dansk værneting for sagen.

Retten fandt, at Sagsøger A/S' påstand om, at sagen skulle fremmes, skulle tages til følge. Dette skyldtes, at retten ikke fandt det godtgjort, at underleverandøraftalen var omfattet af Samarbejdsaftalen eller dens værnetingsklausul, som henviste til engelsk ret og værneting. Ligeledes fandt retten ikke, at værnetingsklausulen i Sagsøger A/S' standardbetingelser var vedtaget mellem parterne for den del af tvisten, der vedrørte "stability"-arbejdet. Da levering af tjenesteydelserne under underleverandøraftalen ubestridt fandt sted i Danmark, var der værneting for sagen i Danmark i henhold til Bruxelles I-forordningen (omarbejdning) artikel 7, stk. 1, litra b. Spørgsmålet om sagsomkostninger blev udskudt til hovedsagens afgørelse.

Sagsøgers Krav og Argumentation

FREDHEIM SHIPPING COMPANY A/S krævede erstatning for både udbedringsomkostninger og betydeligt driftstab som følge af forsinkelsen, i alt et beløb på 3.500.000 DKK. Sagsøger argumenterede for, at værftet havde handlet uagtsomt og ikke havde udvist den professionelle standard, som kunne forventes af et stort europæisk værft. Særligt fremhævedes det, at de specifikke tekniske krav til motorinstallationen ikke var opfyldt, hvilket var i strid med parternes aftale.

Sagsøgtes Forsvar

Astilleros De Mallorca påstod frifindelse og hævdede, at eventuelle forsinkelser skyldtes uforudsete tekniske komplikationer, der opstod på grund af skibets alder og konstruktion, hvilket lå uden for værftets kontrol. Værftet fastholdt, at arbejdet var udført i henhold til almindelig anerkendt faglig standard, og at de i øvrigt påberåbte sig ansvarsbegrænsninger i henhold til deres standardbetingelser, som var inkorporeret i reparationskontrakten.

Værftet anførte: "De påståede mangler skyldes forhold, der ikke kunne forudses ved indgåelse af reparationskontrakten, og vi har derfor ikke handlet ansvarspådragende i henhold til Søloven § 501."

Retten skulle primært vurdere, om værftet var ansvarlig for de påståede mangler og den medfølgende forsinkelse, samt om de påberåbte ansvarsbegrænsninger var gyldige og dækkende for den opståede skade.