Afvisning af dækning efter indbrud grundet manglende troværdighed og dokumentation

Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne 12T1, punkt 5.3.1 "Tyveri i boligen", som beskriver dækning og krav til dokumentation. Heri fremgår det, at for at få erstatning skal man kunne dokumentere eller sandsynliggøre skaden, købstidspunkt og pris, ofte ved kvitteringer eller købskontrakter. Fotos kan være en hjælp til at sandsynliggøre tabet, men hvis tabet ikke kan dokumenteres eller sandsynliggøres, kan erstatningen afvises eller fastsættes efter skøn.

Nævnet finder, at klageren ikke får medhold i sin klage. Begrundelsen herfor er, at det i henhold til almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav, herunder at der er indtrådt en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Efter en samlet vurdering af sagen finder nævnet, at der er en sådan usikkerhed om troværdigheden af klagerens oplysninger om de anmeldte stjålne effekter, at klageren ikke har bevist, at de er bortkommet ved en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren har stillet sig i en bevismæssig vanskelig position ved at fremlægge fotos af smykkerne, som er taget efter den angivne tyveridato, og ved ikke at give selskabet mulighed for en nærmere undersøgelse af de angiveligt oprindelige fotos, da selskabets taksator kom forbi for at se på disse. Nævnet har også lagt vægt på det, som selskabet har anført om, at de fremlagte fotografier af smykkerne umiddelbart fremstår i en kvalitet, der ikke er forenelig med oplysningerne om, at der skulle være tale om fotos af fotos. Nævnet har desuden lagt vægt på, at en del af de fremlagte kvitteringer er udstedt til personer med anden adresse end klageren. De divergerende oplysninger, klageren har givet til politiet og selskabet, bidrager yderligere til usikkerheden.

Masteoplysningerne viste, at klagerens mobiltelefon var aktiv på masten ved hans bopæl på tidspunkter, hvor han ifølge sin oprindelige forklaring ikke skulle have været der. Han havde bl.a. sendt SMS beskeder fra lejligheden om aftenen den 2. september, hvilket indikerede, at han var til stede på tidspunkter, hvor han hævdede at være hos sin kæreste.

Over for politiet forklarede klageren, at han havde forladt sin lejlighed den 2. september kl. 06:30 og først var vendt tilbage den 4. september kl. 09:30. Han nævnte også, at han havde haft et lignende indbrud juleaften 2008.

Ved en senere afhøring den 16. december 2009 ændrede klageren sin forklaring og sagde, at han havde været hjemme flere gange i løbet af dagen den 2. september og igen om aftenen. Han forklarede også, at han havde været hjemme torsdag morgen for at hente sit program, telefon og madpakke.

Klagerens kæreste bekræftede, at han havde sovet hos hende mellem den 3. og 4. september 2009, men kunne ikke bekræfte, om han havde sovet der natten mellem den 2. og 3. september.

Selskabets taksator fandt det mistænkeligt, at der var stjålet mange forskellige ting, og at klageren tilfældigvis havde taget billeder af disse ting kort forinden. Han kunne heller ikke dokumentere sine køb.

Det fremgik af politiets afhøring af sælgeren af loftslampen, at han kendte klageren fra barndommen og havde solgt lampen til ham for omkring 30.000 kr. kontant.

Klageren forklarede, at han havde købt lamper og møbler brugt via Den Blå Avis og Lauritz.com. Han havde fået udbetalt erstatning efter det første indbrud og brugt pengene til at generhverve møbler og lamper.

I brev af 9. februar 2010 afviste selskabet at yde forsikringsdækning, da klageren ikke havde sandsynliggjort, at der var sket et tyveri.

Klagerens påstande

Klagerens advokat krævede, at selskabet anerkendte erstatningspligten for tyveriet og anførte, at klageren havde løftet sin bevisbyrde for, at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed. Advokaten henviste til, at politiet ikke mente, at der var tale om bedrageri eller forsikringssvindel.

Selskabets argumenter

Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at det var usandsynligt, at gerningsmændene ubemærket havde fjernet genstandene. Selskabet henviste til klagerens utrygge adfærd, de mange ændringer i hans forklaringer og de modstridende oplysninger fra teleoplysningerne. Selskabet anførte desuden, at klageren ikke havde dokumenteret genstandenes tilstedeværelse og værdi tilstrækkeligt.