Opsigelse af kaskoforsikring på grund af ubetalt selvrisiko og afslag på dækning for totalskade

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at der var indgået en gyldig aftale om modregning af selvrisikobeløbet i erstatningsudbetalinger fra klagerens indboforsikring. Klageren havde hævet de fulde erstatningsbeløb, og nævnet fandt derfor ikke, at selskabets krav på selvrisiko var ophørt.

Opsigelsen af forsikringen

Nævnet fastslog, at bevisbyrden for, at en opsigelse er kommet frem til forsikringstageren, påhviler selskabet, jf. forsikringsaftalelovens § 33. Under henvisning til en dom fra Østre Landsret lagde nævnet vægt på, at selskabet havde afsendt flere breve (13/7, 17/8 og 7/9 2014) vedrørende den manglende betaling. Sandsynligheden for, at ingen af disse breve skulle være nået frem, blev anset for at være meget lille.

På denne baggrund fandt nævnet det bevist, at klageren havde modtaget meddelelse om, at kaskoforsikringen blev opsagt. Opsigelsen med virkning fra den 12. september 2014 var derfor gyldig i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 1.11.3.

Da forsikringen var ophørt før skadedatoen den 20. september 2014, var selskabet berettiget til at afvise dækning.

Øvrige forhold

Da der ikke var tegnet en panthaverdeklaration, havde selskabet ingen pligt til at orientere panthaveren (Santander) om opsigelsen.

Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere selskabets afmelding af køretøjet til SKAT, da dette følger af reglerne i registreringsafgiftsloven, når udbedringsomkostningerne overstiger en vis grænse, uanset om skaden er dækningsberettiget.

Totalskade og afvisning af dækning

Den 6. august 2018 blev klagerens bil totalskadet i et færdselsuheld. Klageren var på dette tidspunkt ikke klar over, at bilens kaskodækning var ophørt. Selskabet afviste at dække skaden med henvisning til, at kaskodækningen var opsagt pr. 6. juni 2018 grundet klagerens manglende betaling af selvrisiko og manglende reaktion på de fremsendte breve.

Klagerens påstand og anbringender

Klageren nedlagde påstand om, at selskabet skulle anerkende, at den skete skade af 6. august 2018 var dækket af den tegnede kaskoforsikring. Klagerens advokat anførte, at:

• Klageren er en højtuddannet og vellønnet person uden økonomiske problemer, som altid har betalt sine regninger til tiden.
• Det forekommer usandsynligt, at en ubetydelig selvrisiko skulle medføre ophør af en forsikring på en bil af betydelig værdi.
• Selskabet har ikke dokumenteret fremsendelse af opkrævninger eller korrespondance med bevis for forsendelsen, f.eks. via anbefalet brev eller afleveringsattest.
• For forbrugere skal meddelelser af så betydelig vigtighed fremsendes på en bevisbar måde.
• Bevisbyrden for, at meddelelsen er kommet frem, påhviler selskabet, jf. Forsikringsaftaleloven § 33.
• Selskabet burde have forsøgt at kontakte klageren via telefon eller mail, især da selvrisikoen ikke kunne opkræves via PBS, som præmier ellers blev.

Selskabets anbringender

Selskabet fastholdt afvisningen af dækning og anførte, at:

• Kaskodækningen blev opsagt pr. 6. juni 2018 grundet klagerens manglende betaling af selvrisiko for den tidligere glasskade.
• Selskabet havde sendt en opkrævning for selvrisikoen (1.516 kr.) den 20. december 2017, efterfulgt af rykkere den 16. januar 2018, 26. januar 2018 og 12. april 2018. Den 23. maj 2018 blev der sendt en betalingspåmindelse, der informerede om, at kaskodækningen ville ophøre den 6. juni 2018, hvis beløbet ikke blev betalt inden den 31. maj 2018. En ny police med ren ansvarsdækning blev fremsendt den 4. juni 2018.
• Alle opkrævninger og breve blev sendt via almindelig brevpost, da klageren ikke havde tilmeldt sig E-boks. Policen blev også lagt i klagerens personlige kundemappe online.
• Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 33, der fastslår, at meddelelser fra selskabet først bliver virksomme, når de modtages af forsikringstageren, og at selskabet har bevisbyrden for, at meddelelsen er kommet frem. Selskabet henviste til retspraksis (U.2015.770.Ø og Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 165), der støtter, at sandsynligheden for, at ingen breve er kommet frem, er beskeden, hvis flere breve er afsendt.
• Selskabet havde sendt ikke mindre end seks breve vedrørende selvrisikoen, og interne systemudskrifter dokumenterede dannelse og afsendelse af disse breve. Ingen af brevene var kommet retur.
• Det er normal kutyme i forsikringsbranchen at opkræve selvrisiko særskilt, og telefonisk/mailkontakt er ikke en hensigtsmæssig løsning af dokumentations- og omkostningsmæssige hensyn. Selskabet kan ikke gøre forskel på kunder baseret på personlige forhold.

Parternes replikker og duplikker

Klagerens advokat fastholdt, at kravet til bevisbyrden for afsendelse skærpes, når meddelelsen har afgørende betydning for forsikringstageren, som ophør af kaskoforsikring. Advokaten argumenterede for, at logoplysninger ikke er tilstrækkeligt bevis for modtagelse, og at rekommanderet post burde anvendes i sådanne situationer, selvom det ikke er et generelt krav. Selskabet fastholdt, at fremsendelsen af seks breve via almindelig post var fuldt forsvarligt, og at der ikke er krav om rekommanderet forsendelse i retspraksis eller litteraturen. Selskabet henviste til note 118 til Forsikringsaftaleloven § 33, der angiver en formodning for modtagelse, hvis selskabet kan opfylde bevisbyrden for afsendelse.