Afgørelse om opsigelse af kaskoforsikring grundet manglende betaling af selvrisiko

Selskabet fastholdt afvisningen af dækning og anførte, at:

• Kaskodækningen blev opsagt pr. 6. juni 2018 grundet klagerens manglende betaling af selvrisiko for den tidligere glasskade.
• Selskabet havde sendt en opkrævning for selvrisikoen (1.516 kr.) den 20. december 2017, efterfulgt af rykkere den 16. januar 2018, 26. januar 2018 og 12. april 2018. Den 23. maj 2018 blev der sendt en betalingspåmindelse, der informerede om, at kaskodækningen ville ophøre den 6. juni 2018, hvis beløbet ikke blev betalt inden den 31. maj 2018. En ny police med ren ansvarsdækning blev fremsendt den 4. juni 2018.
• Alle opkrævninger og breve blev sendt via almindelig brevpost, da klageren ikke havde tilmeldt sig E-boks. Policen blev også lagt i klagerens personlige kundemappe online.
• Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 33, der fastslår, at meddelelser fra selskabet først bliver virksomme, når de modtages af forsikringstageren, og at selskabet har bevisbyrden for, at meddelelsen er kommet frem. Selskabet henviste til retspraksis (U.2015.770.Ø og Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 165), der støtter, at sandsynligheden for, at ingen breve er kommet frem, er beskeden, hvis flere breve er afsendt.
• Selskabet havde sendt ikke mindre end seks breve vedrørende selvrisikoen, og interne systemudskrifter dokumenterede dannelse og afsendelse af disse breve. Ingen af brevene var kommet retur.
• Det er normal kutyme i forsikringsbranchen at opkræve selvrisiko særskilt, og telefonisk/mailkontakt er ikke en hensigtsmæssig løsning af dokumentations- og omkostningsmæssige hensyn. Selskabet kan ikke gøre forskel på kunder baseret på personlige forhold.

Parternes replikker og duplikker

Klagerens advokat fastholdt, at kravet til bevisbyrden for afsendelse skærpes, når meddelelsen har afgørende betydning for forsikringstageren, som ophør af kaskoforsikring. Advokaten argumenterede for, at logoplysninger ikke er tilstrækkeligt bevis for modtagelse, og at rekommanderet post burde anvendes i sådanne situationer, selvom det ikke er et generelt krav. Selskabet fastholdt, at fremsendelsen af seks breve via almindelig post var fuldt forsvarligt, og at der ikke er krav om rekommanderet forsendelse i retspraksis eller litteraturen. Selskabet henviste til note 118 til Forsikringsaftaleloven § 33, der angiver en formodning for modtagelse, hvis selskabet kan opfylde bevisbyrden for afsendelse.

Nævnet har gennemgået sagens omstændigheder og finder, at selskabets meddelelse om opsigelsen af kaskoforsikringen må anses for at være modtaget af klageren. Selskabet har fremlagt systembevis for, at der er dannet breve til klageren den 23. maj 2018 og 4. juni 2018, hvor der blev orienteret om opsigelsen af forsikringen. Det er nævnets vurdering, at det er meget usandsynligt, at ingen af disse to breve skulle være kommet frem til klageren. Der foreligger desuden ingen oplysninger om faktuelle forhold, der kan sandsynliggøre en særlig risiko for, at brevene ikke kom frem.

Det følger af forsikringsbetingelsernes punkt 9.G (for sen betaling), at manglende rettidig betaling kan medføre, at selskabet ændrer eller sletter forsikringen med 14 dages varsel. Da klageren ikke har reageret på nogen af selskabets breve, senest i umiddelbar forlængelse af brevene af 23. maj 2018 og 4. juni 2018, kan nævnet ikke kritisere, at selskabet i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne har ændret forsikringen til alene at omfatte ansvarsdækning.

Selskabet var herefter berettiget til at afvise at yde forsikringsdækning for den totalskadede bil. Brevet af 4. juni 2018 oplyste tydeligt, at kaskoforsikringen nu ophørte. Klageren havde derfor – i det tilfælde at hun modtog brevet af 4. juni 2018 uden at have modtaget brevet af 23. maj 2018 – umiddelbar anledning til at kontakte selskabet om anledningen til opsigelsen af kaskoforsikringen, hvilket hun ikke gjorde.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.

Tidslinje for kommunikation og betaling

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande og argumenter: Klageren ønsker, at Topdanmark anerkender, at kaskoforsikringen var gældende på skadetidspunktet og kan dække den nye skade. Klageren anfører, at:

• Selskabets kommunikation ikke tydeligt informerede om, at kaskoforsikringen var ophørt, eller om muligheden for at bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny, jf. Forsikringsaftaleloven § 14, stk. 2.
• Selskabet burde have kontaktet ham telefonisk vedrørende selvrisikoen, da de fra tidligere skadesanmeldelser vidste, at han ikke reagerede på e-mails.
• Han betalte det udestående beløb den 14. august 2024 og troede derfor, at alt var i orden, og at kaskoforsikringen fortsat var gældende.
• Alle øvrige regninger til selskabet betales via PBS, og der har ikke tidligere været problemer med betalinger eller opkrævninger via e-mail.

Selskabets påstande og argumenter: Selskabet fastholder, at kaskodækningen på klagerens bilforsikring blev fjernet i overensstemmelse med forsikringsvilkårene og gældende lovgivning. Selskabet anfører, at:

• De har overholdt vilkårenes bestemmelse om 14 dages varsel for ændring eller sletning af forsikringen ved manglende betaling af selvrisiko (punkt 6.7.2).
• Forsikringsaftaleloven § 13 og § 14, stk. 2, finder anvendelse ved manglende betaling af præmie, men ikke ved manglende betaling af selvrisiko.
• Kommunikation om forsikringen kan ifølge vilkårene foregå via Mit Topdanmark, e-mail, SMS eller e-Boks, og det er klagerens ansvar at sikre opdaterede kontaktoplysninger eller anmode om anden kommunikationsform, hvis e-mail ikke er passende.