Forældelse af krav om erstatning for blodprop efter tungt løft

Sagen vedrører en forsikringstager, der den 16. januar 2019 udførte et tungt løft af et batteri på 28,5 kg i en akavet position på sit arbejde. I forbindelse med løftet mærkede han øjeblikkeligt smerter i nakke og skulder. Den 27. januar 2019 blev klageren akut indlagt med symptomer på en blodprop i hjernen, herunder svimmelhed, dobbeltsyn og styringsbesvær. En MR-scanning bekræftede en blodprop (infarkt) forårsaget af en vertebralis-dissektion (rift i nakkepulsåren).

Forløb og undersøgelser Efter skaden søgte klageren behandling hos både massør og kiropraktor. Ved indlæggelsen var der usikkerhed om årsagen til riftskaden; lægerne overvejede, om den var opstået spontant, som følge af forhøjet blodtryk, ved selve løftet eller som følge af kiropraktisk behandling. Klageren anmeldte oprindeligt sagen til Patienterstatningen i februar 2019 i den tro, at kiropraktoren var årsag til skaden. Patienterstatningen afviste dog kravet i april 2019 med henvisning til, at skaden mest sandsynligt skyldtes en grundlidelse. Den 10. juli 2019 anmeldte klageren skaden til sit private forsikringsselskab, Codan, og angav, at årsagen var et løft (enten af et barn eller et batteri). Selskabet afviste dækning den 6. januar 2020 pga. manglende dokumentation for et ulykkestilfælde.

Arbejdsskadesagen og nye beviser I september 2020 anmeldte klagerens advokat hændelsen som en arbejdsskade. I august 2021 vurderede en speciallæge, at der var en nærliggende årsagssammenhæng mellem det tunge løft og den senere dissektion. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) anerkendte herefter den 28. oktober 2022 skaden som en arbejdsskade efter Arbejdsskadesikringsloven § 12.

Parternes argumenter Klageren argumenterede for, at han var i 'utilregnelig uvidenhed' om årsagssammenhængen indtil speciallægeerklæringen i 2021, hvorfor forældelsesfristen skulle suspenderes. Han mente, at han ikke kunne vide, at det var arbejdshændelsen og ikke kiropraktoren, der var årsagen. Forsikringsselskabet fastholdt, at kravet var forældet. De anført, at klageren senest ved anmeldelsen til selskabet i juli 2019 havde tilstrækkelig viden til at afbryde forældelsen, og at den 3-årige frist samt den 1-årige tillægsfrist var udløbet, før klagen blev indbragt for Ankenævnet i december 2022.

Ankenævnet for Forsikring traf afgørelse om, at klagerens krav mod selskabet var forældet.

Nævnets begrundelse Nævnet lagde til grund, at forældelsesfristen for et forsikringskrav som udgangspunkt er 3 år, jf. Forældelsesloven § 3, regnet fra det tidspunkt, hvor skaden har vist sig på en sådan måde, at klageren har haft rimelig anledning til at anmelde kravet. > 'Efter nævnets praksis er dette tidspunktet, hvor skaden har vist sig på en sådan måde, at klageren har haft rimelig anledning til at anmelde kravet til selskabet.' Nævnet vurderede konkret: - Den 3-årige forældelsesfrist kunne ikke regnes fra et senere tidspunkt end den , hvor klageren faktisk anmeldte hændelsen til selskabet. På dette tidspunkt var han bevidst om et muligt krav. - Ifølge løber en tillægsfrist på 1 år fra selskabets afvisning. Da selskabet afviste dækning den , udløb denne tillægsfrist senest i januar 2021. Da klagen først blev indbragt for Ankenævnet den , var både den 3-årige hovedfrist (udløbet juli 2022) og tillægsfristen overskredet. Ankenævnet afviste derfor klagerens påstand om, at han var i utilregnelig uvidenhed frem til 2021. Klageren fik herefter ikke medhold.