Ankenævnet traf afgørelse om, at klageren ikke fik medhold i sit krav om ydelser for perioden 2014-2017. Nævnet lagde vægt på, at bevisbyrden for, at selskabet havde ydet mangelfuld eller fejlagtig rådgivning, påhvilede klageren.

Hovedkonklusioner

• Klageren havde ikke bevist, at selskabet i 2014 eller 2016 havde rådgivet hende til at vente med anmeldelsen, indtil den kommunale sag var afsluttet.
• Der forelå ingen telefonnotater, korrespondance eller andet skriftligt materiale, der kunne understøtte klagerens forklaring om de telefoniske henvendelser.
• I mangel af bevis for rådgivningsfejl fandt forældelsesreglerne fuld anvendelse. I henhold til Forældelsesloven § 3, jf. Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 8, forældes krav på løbende månedlige ydelser 3 år efter, at den enkelte ydelse kunne kræves udbetalt.

Nævnet stadfæstede derfor selskabets afgørelse om, at kravet forud for den 10. september 2017 var forældet.

Parternes argumenter:

• Klageren: Klageren bestrider, at kravet om invaliditetserstatning og dækning for tab af arbejdsevne er forældet. Klageren anfører, at Danica Forsikring i april 1992 anerkendte sin forpligtelse, og at klageren ikke havde anledning til at foretage sig yderligere. Forældelsesfristen kan tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet var i besiddelse af de nødvendige oplysninger efter Forsikringsaftaleloven § 24. Selskabet har stiltiende givet afkald på at påberåbe sig forældelse ved at lade klageren gennemgå omfattende undersøgelser.
• Danica: Selskabet afviser kravet om erstatning for tiden før 1/1 1996 på grund af forældelse. Selskabet anfører, at den toårige forældelsesfrist løber fra udgangen af det kalenderår, hvor kravet er forfaldent, og forsikrede havde kundskab om dette. Selskabet mener, at klagerens tilstand var stationær et halvt år efter ulykken, og at kravet derfor er forældet. Anmeldelse af en forsikringsbegivenhed er ikke tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen.