Forældelse af krav om ménerstatning efter mountainbikeulykke

Ankenævnet for Forsikring afgør, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet finder, at klagerens eventuelle krav vedrørende ulykken i 2019 var forældet, før sagen blev indbragt for nævnet den 2. november 2024. Dette er i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 samt Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3, som fastsætter en 3-årig forældelsesfrist fra det tidligste tidspunkt, hvor kravet kunne fremsættes. Nævnet præciserer, at dette tidspunkt er, når skaden har vist sig på en måde, der giver rimelig anledning til at anmelde kravet, uanset hvornår en méngrad eventuelt kunne opgøres.

Ifølge Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 indtræder forældelse af et krav senest 1 år efter selskabets meddelelse om afslag, hvis skaden er anmeldt inden forældelsesfristens udløb. Selskabet fastholdt sit afslag den 4. februar 2022, hvilket betyder, at den 1-årige forældelsesfrist senest kan regnes fra denne dato. Klagen blev indbragt for nævnet den 2. november 2024, hvilket er efter udløbet af både den 3-årige og den 1-årige forældelsesfrist.

Nævnet finder desuden ikke, at det er godtgjort, at ulykken i 2024 har medført en ny eller væsentlig forværring af de gener, som klageren måtte have fået som følge af 2019-ulykken. De lægelige bilag, herunder journalen fra egen læge af 31. maj 2024, indikerer, at klageren var kommet sig over den tidligere hjernerystelse, før den nye hændelse indtraf.

Tidslinje for forældelse

Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat.

Den 27. april 2021 afviste selskabet at genoptage sagen med henvisning til, at der ikke var dokumenteret en forværring af generne som følge af ulykken. Klageren indsendte en klage over denne afvisning den 24. januar 2022. Selskabet fastholdt sin afvisning den 1. februar 2022 og oplyste, at klagerens krav nu var forældet.

Klageren indbragte herefter sagen for Ankenævnet for Forsikring den 22. august 2022.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstand: Klageren ønsker en ny og endelig méngrad på 50% og 66 2/3 flex. (fra 2002 og 2004), eller en forhøjelse fra 12% til 18-20%. Klageren anfører, at de tiltagende gener, herunder kronisk hovedpine/migræneanfald og erkendelsen af ikke at kunne udfylde job, er en direkte følge af ulykken i 2000. Klageren forlod arbejdsmarkedet i december 2006. En neurologisk speciallægeerklæring af 11. oktober 2017 bekræfter, at symptomerne er opstået som direkte følger af traumet i 2000, og at diagnoser som posttraumatisk hjernesygdom, kronisk posttraumatisk hovedpine og distorsio columna cervicalis sequelae er relateret hertil.

Selskabets påstand: Selskabet fastholder, at klagerens krav om forværring er forældet. Selskabet henviser til forsikringsbetingelsernes side 14, pkt. 6, som angiver, at forsikringen ikke dækker følger eller forværring af følger, der viser sig senere end 5 år efter ulykkestilfældet. Selskabet anfører, at selvom klageren henvendte sig inden 5-årsfristen, indtrådte forældelsen senest 1 år efter selskabets afvisning den 27. april 2021, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5. Da klageren først indbragte sagen for nævnet den 22. august 2022, udskydes forældelsen ikke på dette grundlag, jf. Forældelsesloven § 21, stk. 3. Selskabet bemærker desuden, at forsikringsbetingelsernes side 14, pkt. 6, der er baseret på den tidligere forsikringsaftalelovs § 30, ikke længere er gældende for forsikringsaftalen, jf. princippet om desvetudo. Selskabet argumenterer, at et krav på forsikringsdækning forældes 3 år efter det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne fremsætte et krav, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 2.

Relevant dokumentation

Sagen bygger på flere speciallægeerklæringer (13. september 2001, 29. juni 2006, 13. juni 2008 og 11. oktober 2017), Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse fra 2002 med et mén på 12%, samt omfattende korrespondance mellem klageren, dennes advokat og selskabet over en årrække.