Afskedigelse af pædagog med scoliose: Ikke ulovlig forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet behandlede en klage fra en pædagog, der mente sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en omplacering og efterfølgende afskedigelse. Nævnet fandt dog ikke, at afskedigelsen var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v..

Klager, der var ansat som pædagog i en SFO, blev diagnosticeret med scoliose i oktober 2019. I foråret 2021 skulle der ske besparelser i SFO'en, og klager blev indstillet til omplacering til dagtilbudsområdet baseret på en kompetencevurdering, hvor hun havde den laveste score. Klager oplyste først om sine rygproblemer i forbindelse med orienteringen om den påtænkte omplacering.

Forløb og afskedigelse

Efter at en anden medarbejder opsagde sin stilling i SFO'en, fik en kollega tilbudt denne stilling, mens klagers omplacering blev fastholdt. Klager blev varslet om ændrede arbejdsvilkår og lønnedgang ved omplacering til et børnehus. Hun afviste tilbuddet med henvisning til, at hendes scoliose gjorde hende ude af stand til at arbejde i dagtilbud, da hun tidligere havde oplevet rygproblemer i lignende stillinger. Kommunen fastholdt, at de ikke kendte til klagers helbredsmæssige forhold ved udvælgelsen til omplacering, og at beslutningen alene beroede på en vurdering af, hvem der bedst kunne undværes. Da klager ikke accepterede de ændrede vilkår, blev hun afskediget.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

Ligebehandlingsnævnet, der behandler klager efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, vurderede sagen ud fra reglerne om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det fremgår af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af handicap. Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, hvis klager påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling.

Nævnet henviste til EU-Domstolens og Højesterets praksis for definitionen af ”handicap”, som omfatter langvarige begrænsninger som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Da der ikke forelå lægelige oplysninger om betydningen af klagers scoliose for udførelsen af arbejdet som pædagog, vurderede nævnet, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.