Afgørelse om påstået forskelsbehandling pga. alder, handicap og køn ved afskedigelse

Klageren indgav en klage til Ligebehandlingsnævnet vedrørende påstået forskelsbehandling på grund af alder, handicap og køn i forbindelse med afskedigelse, lavere løn, chikane og manglende videreuddannelse. Nævnet, der behandler sager om forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. og Ligelønsloven, fandt ikke, at indklagede havde handlet i strid med lovgivningen.

Vurdering af alder

Klageren, født i 1957, blev afskediget den 31. august 2017, kort før sin 60-års fødselsdag. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling på grund af alder. Der blev lagt vægt på, at der ikke var beskrevet forhold, der tydede på, at klagerens alder havde haft betydning for afskedigelsesforløbet eller beslutningen. Bevisbyrden, som er delt i sager om forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, blev ikke opfyldt af klageren.

Vurdering af handicap

Klageren påstod forskelsbehandling på grund af handicap i relation til afskedigelse, videreuddannelse, mobning og nedværdigende udtalelser. Handicapbegrebet i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 omfatter langvarige begrænsninger som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, der kan hindre fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet. Klageren led af lavt stofskifte, diabetes mellitus type II, og havde problemer med fødder og knæ samt en "langsom hukommelse" under pres.

Nævnet fandt dog ikke, at klageren havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger, der udgjorde et handicap i lovens forstand. Dette blev begrundet med:

• Manglende lægelige oplysninger, der beskrev begrænsninger i klagerens mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår.
• Klagerens eget udsagn om, at hun ikke havde hukommelsesproblemer, når hun ikke var under pres.
• Klagerens lave sygefravær, som indikerede, at hun kunne arbejde uden større fravær.

På baggrund heraf fik klageren ikke medhold i påstandene om forskelsbehandling på grund af handicap, herunder chikane, som er forbudt jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3. Nævnet havde desuden ikke kompetence til at behandle klager vedrørende helbredsloven eller aftalen mellem LO og DA.

Vurdering af køn

Klageren gjorde gældende, at hun modtog en lavere månedsløn (ca. 29.000 kr.) end en mandlig kollega (ca. 42.000 kr.) og som den eneste i afdelingen ikke fik en regulær lønstigning i 2017. Ifølge Ligelønsloven § 1a, stk. 1 må der ikke finde lønmæssig forskelsbehandling sted på grund af køn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Nævnet vurderede, at klageren ikke alene på baggrund af de fremlagte lønoplysninger havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hendes køn spillede en rolle for lønforskellen eller den manglende lønstigning. Indklagede havde forklaret, at lønregulering hang sammen med performancevurdering, hvor klagerens rating var lav. Den delte bevisbyrde, som fremgår af Ligelønsloven § 6, stk. 2, blev derfor ikke opfyldt af klageren.