Påkrav om overholdelse af husorden ikke ulovlig forskelsbehandling pga. epilepsi

En klager, der lider af svær frontallapsepilepsi, påstod at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da han og hans ægtefælle modtog påkrav om overholdelse af andelsboligforeningens husorden. Klager udstedte ufrivilligt lyde og bankede med hænder og fødder under natlige anfald, hvilket medførte betydelige støjgener for naboerne. Klager havde forsøgt at mindske generne ved at skifte soveplads og anvende puder, samt ved at søge kommunen om hjælp til lydisolering, hvilket dog blev afvist. Klager og hans ægtefælle valgte senere at fraflytte lejligheden som følge af forløbet.

Sagens baggrund og forløb

Andelsboligforeningen og dens ejendomsadministrationsselskab modtog talrige klager fra omkringboende beboere over langvarig og massiv støj fra klagers lejlighed, især om natten. Klagerne beskrev, hvordan støjen forstyrrede deres nattesøvn og påvirkede deres dagligdag og arbejdsevne. Som følge heraf sendte ejendomsadministrationsselskabet på vegne af andelsboligforeningen flere påkrav til klager og hans ægtefælle, hvoraf det fremgik, at fortsat overtrædelse af husordenen kunne føre til eksklusion fra foreningen. Klager og hans ægtefælle oplyste om klagers handicap og de igangsatte tiltag for at afhjælpe situationen, herunder medicinjusteringer og en operation.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Sagen blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og 5. Nævnet fastslog, at klager havde et handicap omfattet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede, at andelsboligforeningens praksis med at udstede påkrav ved overtrædelse af husordenen, selvom den var tilsyneladende neutral, stillede klager ringere på grund af hans handicap. Dette gav anledning til at formode indirekte forskelsbehandling, og bevisbyrden overgik derfor til de indklagede, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10.

De indklagede skulle herefter bevise, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål, var nødvendig for at opnå formålet, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål og indgriben, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 7. Nævnet fandt, at påkravene var objektivt begrundet i et sagligt formål om at opretholde husordenen og sikre ro for de omkringboende andelshavere. Med henvisning til de mange klager over betydelige støjgener gennem en længere periode og den løbende korrespondance mellem parterne, vurderede nævnet, at det var nødvendigt at meddele klager påkrav for at opnå formålet. Nævnet fandt desuden, at der var et rimeligt forhold mellem målet om støjreduktion og påkravenes indgribende karakter.

På denne baggrund fik klager ikke medhold i sin klage.