Der er efter gældende ret ikke fastsat regler om forskelsbehandling af personer på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
I § 1 foreslås, at lovens formål defineres. Bestemmelsen angiver, at formålet med lovforslaget er at forhindre forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer med handicap. Ved fremme af ligebehandling forstås fremme af ligeværd og lige muligheder for fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundet.
Ved anvendelsen af begrebet handicap foreslås, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i forståelsen af begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven. Forskelsbehandlingsloven har som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1. sit udspring i Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, og EU-Domstolen har i sin praksis fastslået, at begrebet »handicap«, som omhandlet i direktiv 2000/78, skal forstås således, at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Se f.eks. præmis 53 i C- 354/13 (FOA mod KL).
EU-Domstolen har i de forenede sager C-335/11 og C-337/11 udtalt, at det ikke ses, at direktiv 2000/78 kun omfatter handicap, der er medfødt, eller som skyldes ulykker, og udelukker handicap, der er forårsaget af en sygdom. Det slås følgelig fast, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en sådan sygdom henhøre under begrebet handicap, som omhandlet i direktiv 2000/78.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1 og 3.3.
Der er efter gældende ret ikke fastsat regler om forskelsbehandling af personer på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
I § 2, stk. 1, foreslås, at forbuddet mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Det foreslås, at forbuddet omfatter enhver, der udfører opgaver inden for offentlig og privat virksomhed. Dette indebærer, at såvel offentlige myndigheder og virksomheder som institutioner, foreninger, selskaber m.fl., der er organiseret på privatretligt grundlag, er omfattet af lovforslaget. Den nærmere organisationsform er således uden betydning for lovens anvendelse.
Lovforslaget omfatter således ikke alene offentlige forvaltningsmyndigheder, men også domstolene samt Folketinget og institutioner med tilknytning dertil i det omfang, de pågældende myndigheder udfører opgaver inden for lovforslagets anvendelsesområde. Lovforslaget vedrører dog ikke det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 12.
Enkeltpersoner, der som led i deres virksomhed udfører opgaver inden for lovforslagets anvendelsesområde, vil også være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling. Det er enhver enkeltperson, som til enhver tid er knyttet til det offentlige eller det private selskab, hvis handlinger kan indebære en overtrædelse af forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er således uden betydning, om overtrædelsen er begået af ledelsespersoner eller af ansatte, når det begåede forhold kan betragtes som led i myndighedens eller virksomhedens aktiviteter. Det vil således være virksomheden, som vil blive holdt ansvarlig.
Hvem, der helt konkret hæfter for et krav om godtgørelse, fastlægges ikke med denne bestemmelse. Dette skal afgøres i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om hæftelse for erstatningsretlige krav.
Forbuddet mod chikane, jf. det foreslåede § 5, stk. 4, omfatter ligeledes enhver til myndigheden eller den offentlige og private virksomhed knyttet person, der som led i udførelsen af opgaver inden for lovforslagets anvendelsesområde udøver chikane over for en anden person. Som eksempel herpå kan nævnes en lærer, der i forbindelse med gennemførelse af undervisning udøver chikane over for en elev med handicap.
Det foreslås med bestemmelsens stk. 2, at loven ikke gælder på områder, der er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Dette indebærer bl.a., at loven ikke finder anvendelse, når det drejer sig om ansættelse, afskedigelse, forflyttelse m.v. eller adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.
Derudover foreslås med bestemmelsens stk. 3, at loven ikke gælder for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Den foreslåede bestemmelse afspejler et hensyn til privatsfæren.
Handlinger af rent privat karakter er eksempelvis valg af venner og omgangskreds, udlån af private ejendele, gaver og testamentariske dispositioner.
Ved vurderingen af, om en aktivitet har rent privat karakter, skal det overvejes, hvorvidt aktiviteten er rettet mod offentligheden eller ej. Med offentligheden forstås her et ubestemt antal personer af betydeligt omfang. Såfremt en aktivitet retter sig mod offentligheden, vil det have formodningen imod sig, at der er tale om en aktivitet af rent privat karakter. Omvendt må aktiviteter, som indebærer en personlig relation mellem mennesker, formodes at være af rent privat karakter.
Som udgangspunkt vil handlinger, som medfører et økonomisk mellemværende mellem parterne, ikke være af rent privat karakter, og vil derfor være omfattet af loven. Dette gælder dog ikke ubetinget, idet der vil være glidende overgange, som f.eks. ved udleje af bolig. Udleje af et sommerhus eller en lejlighed må betragtes som omfattet af loven, uanset om udlejer er professionel eller en privatperson. Derimod er valget af lejer til et enkeltværelse i en bolig, hvor udlejer selv bor, et valg af mere privat karakter, beslægtet med valg af venner og gæster. En sådan udleje vil derfor være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i stk. 3.
Tilsvarende gælder et bofællesskab, som ikke ønsker at optage en person med handicap i bofællesskabet. Endvidere vil eksempelvis et privat arrangement, hvor en person med handicap ikke inviteres, være omfattet af den foreslåede undtagelse. Disse situationer er således af rent privat karakter og vil derfor ikke være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Omvendt vil et åbent arrangement ikke være af rent privat karakter, uanset om arrangementet afholdes af offentlige myndigheder, enkeltpersoner eller juridiske personer, såsom virksomheder. Denne situation vil således være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1 og 3.3.
Efter gældende ret er der fastsat regler om fysisk og digital tilgængelighed på flere sektorområder, jf. afsnit 3.1. om gældende ret.
I § 3 foreslås, at forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5 og 6, ikke omfatter en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Det betyder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehandling stilles krav om rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser skal tilpasses, således at personer med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne, som andre. Rimelig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, hvorimod pligten med hensyn til tilgængelighed er rettet mod grupper. Det betyder, at en vurdering af enkeltpersoners ret til rimelig tilpasning skal ske, når der opstår et givent behov, hvorimod en vurdering i forhold til tilgængelighed er forudgående, dvs. man er forpligtet til at sikre tilgængelighed, allerede inden en person har fremsat et ønske om f.eks. at gøre brug af en service.
Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. Det indebærer, at hvis der er regler om tilgængelighed, som, en klager ikke mener, er overholdt, skal klagen rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Det foreslås i § 4, at lovens bestemmelser ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for den person, der udsættes for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det betyder, at der ikke kan indgås aftale om, at en person med handicap giver afkald på sine rettigheder i henhold til loven. Aftaler indgået i strid med loven er således ugyldige og har ingen retsvirkning.
Bestemmelsen har til formål at imødegå indsigelser om, at en person, der er blevet forskelsbehandlet i strid med loven, stiltiende eller udtrykkeligt har givet afkald på sin ret.
Herved sikres en effektiv gennemførelse af forbuddet mod forskelsbehandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I § 5, stk. 1, foreslås, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Det er således enhver fysisk person med handicap, som er beskyttet af forbuddet mod forskelsbehandling.
Der findes ikke i Danmark en entydig og formelt vedtaget definition af begrebet handicap. Handicap er et dynamisk begreb, som defineres i overensstemmelse med national praksis. I praksis opereres med den forståelse, at der for at være tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Efter lovforslagets anvendelsesområde er det dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1.
I § 5, stk. 2, foreslås fastsat, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der kan således foretages en sammenligning med den samtidige behandling af en anden person i en tilsvarende situation, ligesom der kan sammenlignes med, hvordan andre personer tidligere er blevet behandlet i en tilsvarende situation, eller hvordan en hypotetisk (ikke-eksisterende) person må antages at blive behandlet i en tilsvarende situation. Et eksempel på direkte forskelsbehandling kan være en gruppe udviklingshæmmede, som gerne vil på havnerundfart i København, men som bliver afvist på grund af deres handicap, hvorimod en gruppe unge på samme alder får lov til at komme om bord.
I § 5, stk. 3, foreslås fastsat, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Forbuddet mod indirekte forskelsbehandling tager således sigte på at hindre anvendelsen af bestemmelser, betingelser eller praksis, der – uanset at de fremtræder som neutrale – alligevel vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Eksempelvis kan der være tale om, at en restaurant ikke vil tillade, at restaurantens gæster medbringer hunde. Såfremt der ikke er nogen saglige fødevarehygiejniske grunde til, at hunden ikke må være i restauranten, vil der være tale om indirekte forskelsbehandling af blinde, som bruger førerhund.
Efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan ikke blot personer med handicap, men alle personer indgå i vurderingen af, om der er tale om en sammenlignelig situation.
For både direkte og indirekte forskelsbehandling i henhold til stk. 2 og 3 er det uden betydning, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person med handicap eller ej. Det nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse af godtgørelse efter lovforslagets § 11, jf. lovforslagets bemærkninger hertil.
I § 5, stk. 4, foreslås, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en person med handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter. Chikane kan også være gentagne drillerier eller nedværdigende vittigheder om personer med handicap.
Den chikanøse adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete enkeltpersoner med handicap. Uden for falder eksempelvis læserbreve, der indebærer en nedværdigelse af en gruppe af personer på grund af deres handicap uden at være møntet på en eller flere konkrete enkeltpersoner.
Det foreslås, at det efter bestemmelsen er en betingelse, at adfærden har været uønsket. Om en adfærd har været uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd har været uønsket af den eller de konkrete enkeltpersoner med handicap, der udsættes for den påståede chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd. Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår således i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være omfattet af det foreslåede § 5, stk. 4.
Endelig foreslås, at den chikanøse adfærd skal finde sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Det indebærer, at såvel den tilsigtede chikane som den utilsigtede chikane er omfattet af forbuddet mod chikane.
Fortolkningen af chikane skal læne sig op ad den fortolkning, der følger af de øvrige nationale love om forskelsbehandling. Bestemmelser om chikane findes i ligestillingslovens § 2 a, i lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 4, og i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4.
I § 5, stk. 5, foreslås, at en instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af dennes handicap betragtes som forskelsbehandling.
Forbuddet mod instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af dennes handicap gælder såvel skriftlig som mundtlig instruktion. For at der foreligger en instruktion kræves som udgangspunkt, at der består et over- og underordnelsesforhold mellem den person, der afgiver instruktionen, og den person der modtager instruktionen. Bestemmelsen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, hvorved arbejdsgiveren instruerer arbejdstageren om at forskelsbehandle personer med handicap i forbindelse med arbejdstagerens udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde. Det kan f.eks. være en diskoteksejer, som beder sine ansatte om at afvise kunder i kørestol, selv om der både er plads og mulighed for at komme ind med en kørestol.
Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instruere en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan være omfattet. Der kan eksempelvis være tale om en person, som har anmodet et udlejningsbureau om at udleje sit sommerhus, og som i den forbindelse giver instruktion om, at sommerhuset ikke må udlejes til personer med udviklingshæmning.
Forbuddet mod instruktioner om at forskelsbehandle gælder, uanset om der er tale om konkrete eller generelle tjenestebefalinger.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I § 6 foreslås, at forbuddet i § 5 også omfatter forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på grund af den anden persons handicap.
Det betyder, at personen bliver forskelsbehandlet, fordi dennes nærtstående familie, venner m.v. har et handicap. Hvor tæt et forhold, der skal være til personen med handicap, må afgøres i den konkrete situation.
Der skal naturligvis foreligge en vis tilknytning, men det er ikke en betingelse, at den pågældende person yder hovedparten af den nødvendige pleje for en person med handicap, som det er tilfældet i sager, der vedrører tilknytningshandicap inden for arbejdsmarkedet.
Det er derimod vigtigt, at beskyttelsen af den pågældende person mod forskelsbehandling både gælder, hvor der er tale om nære relationer som slægtsskab, venskab eller ægteskab og i mere tilfældige relationer, som at man eksempelvis er i en gruppe med en person med handicap, som nægtes adgang til et alment tilgængeligt sted.
Eksempler, som vil være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling, kan være en familie, som afvises på en restaurant, fordi et af deres børn er spastiker og sidder i kørestol, eller en gruppe venner, som nægtes adgang til en café, fordi en blandt vennerne er udviklingshæmmet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at såvel direkte som indirekte forskelsbehandling kan være lovlig, hvis den har et sagligt formål.
I § 7 foreslås, at forskelsbehandling ikke er i strid med forbuddet i § 5, stk. 1 og 5, såfremt forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere.
Bestemmelsen foreslås ikke at omfatte chikane, jf. § 5, stk. 4. Det vil således ikke være muligt at begrunde udøvelse af chikane med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.
Det foreslås, at forskelsbehandlingen skal have et sagligt formål. Det vil afhænge af den konkrete sag, hvad der er et sagligt formål. En række formål kan være saglige. F.eks. vil hensynet til andres sundhed og sikkerhed typisk være et sagligt formål. Et eksempel kunne være i sager på forældreansvarsområdet, hvor der på grund af et handicap hos en forælder eller barnet vil kunne være behov for lovlig forskelsbehandling af hensyn til barnets bedste og dermed også barnets sikkerhed. Ligeledes kan et handicap indebære, at en person med handicap ikke kan varetage bestemte erhverv. Eksempelvis kan en blind person ikke erhverve kørekort og dermed ikke blive taxichauffør. Også et formål om økonomisk vinding kan være sagligt, idet både offentlige og private virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økonomisk udbytte. Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt.
Det er også et krav, at forskelsbehandlingen skal være nødvendig for at opnå formålet. Nødvendigheden af forskelsbehandlingen må vurderes konkret i forhold til, hvilken situation der er tale om. En central overvejelse vil være, om det saglige formål kan sikres på anden måde.
Endelig er det et krav, at der skal være et rimeligt forhold mellem det ønskede saglige formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere. Det skal dermed vurderes i det enkelte tilfælde, om midlerne er proportionale i forhold til målet. Samlet set skal forskelsbehandlingen fremstå som en rimelig løsning.
Eksempelvis kan forbud mod støj på et bibliotek begrundes i hensynet til læse- og arbejdsro for de øvrige brugere af biblioteket. Dette vil være et sagligt formål. Om forbuddet mod støj er nødvendigt for at opnå formålet, afhænger imidlertid af den konkrete situation. Hvis der er tale om en læsesal, hvor der skal være ro til at læse og arbejde, kan et forbud mod støj være nødvendigt for at opnå formålet. En person, som på grund af nedsat hørelse taler højt og har behov for, at bibliotekarerne taler højt og tydelig, vil ud fra disse to kriterier kunne bortvises fra en læsesal. Det tredje kriterie indebærer imidlertid, at der skal være et rimeligt forhold mellem det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som vil blive stillet dårligere. Hensynet til arbejdsro for de øvrige brugere vil næppe være tilstrækkeligt tungtvejende til at bortvise en person med hørenedsættelse.
Derimod kan det være både sagligt og nødvendigt at bortvise en stærkt udadreagerende person med udviklingshæmning fra en bus eller et tog af hensyn til andres sikkerhed. Nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag over for en sådan adfærd, vil ofte være proportionale i forhold til målet, selv om adfærden er et udslag af handicap.
Hvad der anses som ulovlig forskelsbehandling, og hvad der anses som lovlig forskelsbehandling, beror dermed på en konkret skønsmæssig vurdering.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I § 8, stk. 1, foreslås, at loven ikke er til hinder for at opretholde eller vedtage specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til handicap.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kan opretholdes eller iværksættes specifikke foranstaltninger for at fremme ligebehandling. Bestemmelsen har til formål at styrke muligheden for at fremme ligebehandling af personer med handicap.
Bestemmelsen gælder såvel offentlige myndigheder som private virksomheder. Bestemmelsen giver ikke en pligt, men en adgang til at iværksætte specifikke foranstaltninger.
Bestemmelsen indebærer, at der uanset forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap kan iværksættes specifikke foranstaltninger for at medvirke til at sikre fuld ligebehandling i praksis. Det betyder, at forskelsbehandling er lovlig, hvis forskelsbehandlingen har til formål at forebygge eller afhjælpe faktiske uligheder knyttet til handicap.
De specifikke foranstaltninger kan eksempelvis være længere forberedelsestid for personer med handicap ved eksamener eller særskilt adgang for personer i kørestol til en stor koncert, så de kan komme ind før andre. Specifikke foranstaltninger kan også omfatte økonomiske tilskud, som eksempelvis løntilskudsordningen for nyuddannede (isbryderordningen), som har til formål at give nyuddannede med handicap en mulighed for at få erhvervserfaring inden for det område, som uddannelsen har kvalificeret til og at bidrage til indslusning på arbejdsmarkedet. Også specialpædagogisk støtte (SPS) på uddannelsesområdet kan betragtes som specifikke foranstaltninger. Sådanne og lignende foranstaltninger kan fortsat opretholdes uanset forbuddet mod forskelsbehandling.
Det er en betingelse for, at de specifikke foranstaltninger er lovlige, at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere. Der skal således anlægges en proportionalitetsbetragtning, hvor det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale om et rimeligt forhold.
I bestemmelsens § 8, stk. 2, foreslås det, at de specifikke foranstaltninger skal ophøre, når formålet med dem er opnået.
Det betyder, at de specifikke foranstaltninger således er af midlertidig karakter og skal ophøre, når der er opnået ligebehandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I § 9 foreslås, at ingen må udsættes for repressalier i form af ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig forskelsbehandling.
Bestemmelsen har til formål at bidrage til en effektiv gennemførelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap i lovforslagets §§ 5 og 6 ved at forbyde iværksættelse af repressalier over for den, der klager over, at forbuddet mod forskelsbehandling er overtrådt.
Bestemmelsen omfatter både perioden fra forbuddet mod forskelsbehandling er overtrådt, og indtil der indgives en formel klage til Ligebehandlingsnævnet, anlægges sag ved domstolene eller klages til Folketingets Ombudsmand og perioden herefter. Det betyder, at såfremt den forurettede først retter henvendelse til den, der har overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling, gælder forbuddet mod repressalier også i denne situation. På denne måde bidrager bestemmelsen til, at enhver kan gøre sine rettigheder gældende uden frygt for repressalier. Udtrykket repressalier omfatter enhver form for behandling eller følge, hvorved den pågældende klager stilles ringere på grund af klagen m.v. over, at forbuddet mod forskelsbehandling er overtrådt.
Bestemmelsen omfatter også personer, der udsættes for repressalier, fordi de nægter at følge instrukser, som er fremsat i strid med lovforslagets § 5, stk. 5.
Forbuddet mod repressalier adskiller sig fra forbuddet mod forskelsbehandling ved, at den ufordelagtige behandling iværksættes på grund af kravet om ligebehandling og ikke på grund af forskelsbehandling af en person med handicap. Repressalier betragtes derfor ikke som en form for forskelsbehandling efter lovforslagets §§ 5 eller 6. Dette indebærer navnlig, at bestemmelsen i lovforslagets § 10 om delt bevisbyrde ikke finder anvendelse i klager vedrørende overtrædelse af forbuddet mod repressalier, som indbringes for Ligebehandlingsnævnet. Her gælder de almindelige bevisbyrderegler.
Ved repressalier forstås ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på et krav om ligebehandling. Udtrykket ufordelagtig behandling eller følge omfatter enhver form for behandling eller følge, hvorved den pågældende stilles ringere på grund af kravet om ligebehandling. Også adfærd, der har karakter af chikane, kan indebære en overtrædelse af forbuddet mod repressalier. Chikane kan eksempelvis være gentagne drillerier eller nedværdigende vittigheder om personer med handicap.
Der foreligger alene repressalier, såfremt den ufordelagtige behandling eller følge sker som reaktion på et krav om ligebehandling, der er fremsat med det formål at sikre, at personer med handicap ikke udsættes for forskelsbehandling. Det pågældende krav skal således vedrøre overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. lovforslagets §§ 5 og 6.
Forbuddet mod repressalier gælder for enhver, der er omfattet af lovens anvendelsesområde, uanset om kravet om ligebehandling er rettet mod den pågældende offentlige myndighed eller private virksomhed m.v. Der vil således også være tale om repressalier i strid med bestemmelsen, såfremt den pågældende myndighed eller private virksomhed nægter at levere en ydelse til en person, fordi den pågældende har klaget over, at en anden myndighed eller privat virksomhed har udøvet forskelsbehandling.
Beskyttelsen mod repressalier finder anvendelse, uanset om den, der har rejst krav om ligebehandling, får medhold i sit krav eller ej.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I dansk ret er udgangspunktet ligefrem bevisbyrde. Det vil sige, at den, der påstår at have et krav, skal godtgøre, at kravet består.
I § 10 foreslås det, at hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Det betyder, at bevisbyrden er delt, således at det kun påhviler den, der anser sig for krænket, at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler derefter modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Dette svarer til bevisbyrdereglerne i bl.a. lov om etnisk ligebehandling og forskelsbehandlingsloven.
Det indebærer, at den person, der anser sig for krænket, skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap og underbygge sin påstand herom, med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Ligeledes påhviler det klager at bevise, at han/hun er omfattet af lovens handicapbegreb og dermed af beskyttelsen i loven.
Hvis der ikke foreligger et sådant bevismateriale, vidneforklaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den person, som beskyldningen rettes imod, må Ligebehandlingsnævnet ud fra den almindelige frie bevisbedømmelse tage stilling til, om der er tale om omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Hvis der foreligger sådanne omstændigheder, går bevisbyrden over på modparten, dvs. den som anklages for forskelsbehandlingen. Det påhviler herefter modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Den delte bevisbyrde foreslås at gælde i alle sager om forskelsbehandling efter lovforslagets §§ 5 og 6.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
I § 11, stk. 1, foreslås, at personer, der er krænket ved overtrædelse af lovforslagets §§ 5 og 6, kan tilkendes en godtgørelse.
I bestemmelsens stk. 2 foreslås, at personer, der er krænket ved overtrædelse af lovforslagets § 9 om repressalier, kan tilkendes en godtgørelse.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den krænkede person kan få godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af forskelsbehandling eller repressalier, herunder særligt ved at styrke muligheden for godtgørelse for sådanne krænkelser i forhold til, hvad der følger af den generelle regel i erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.
Adgangen til godtgørelse for ikke-økonomisk skade omfatter som udgangspunkt enhver overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling og forbuddet mod repressalier. Ved den nærmere vurdering af, om der kan tilkendes godtgørelse, kan der særligt lægges vægt på den krænkelse, som må antages at være påført den pågældende person, og på karakteren af krænkerens handling. Er der tale om en krænkelse af meget mild karakter, vil der efter omstændighederne ikke være adgang til godtgørelse.
Der foreslås ikke fastsat bestemmelser om godtgørelsens størrelse, idet denne må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den krænkelse, som må antages at være påført den enkelte, skal også tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelsen.
Dette indebærer, at der skal foretages en generel vurdering af handlingens ”egnethed” til at krænke den pågældende. Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på de nærmere omstændigheder, under hvilke den pågældende person har været udsat for forskelsbehandling eller repressalier. Desto grovere en krænkelse, der er tale om, desto større godtgørelse skal der tilkendes den skadelidte. Der kan endvidere lægges vægt på, hvilken form for forskelsbehandling som den pågældende krænkelse er resultatet af. Som eksempel herpå kan anføres, at chikane af verbal karakter kan virke mere krænkende end indirekte forskelsbehandling. Der skal derimod ikke foretages en vurdering af, i hvilket omfang den pågældende person rent faktisk er krænket. Den særligt følsomme person har således ikke en videregående adgang til godtgørelse end andre.
Det kan desuden indgå i udmålingen af godtgørelsens størrelse, om den, der har udøvet forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at udøve forskelsbehandling.
Der kan ved udmåling af godtgørelsens størrelse også tages hensyn til, hvad der på andre og lignende områder må anses for en rimelig og passende godtgørelse, herunder særligt med hensyn til den praksis, der følges i sager ved tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af lovgivningen om forskelsbehandling i øvrigt.
Bestemmelsen regulerer ikke, hvem der hæfter for et krav om godtgørelse. Dette skal afgøres i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om hæftelse for erstatningsretlige krav, herunder reglerne om principalansvar.
Der kan foruden godtgørelse for ikke-økonomisk skade kræves erstatning for økonomisk tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Dette kan ikke bestemmes af Ligebehandlingsnævnet. Der er således ikke i loven fastsat særlige regler om adgang til erstatning for økonomisk tab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Der er efter gældende ret adgang til at klage over forskelsbehandling til Ligebehandlingsnævnet på en række områder, jf. afsnit 3.1.
I § 12 foreslås, at klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, jf. §§ 5 og 6, og klager over overtrædelse af forbuddet mod repressalier, jf. § 9, ligeledes kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
Der indføres hermed den samme klageadgang, som der allerede er for bl.a. klager over overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Det er den, der har en retlig interesse i sagen, som kan klage til Ligebehandlingsnævnet. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet rådgiver med hensyn til, hvor og hvorledes en sag om forskelsbehandling kan indbringes.
Ligebehandlingsnævnet kan efter gældende ret alene tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, jf. § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet. Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet. For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 14, nr. 3, og de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2018.
Det indebærer, at overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, der finder sted fra den 1. juli 2018, kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, behandler nævnet klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse i henhold til konkret lovgivning om ligestilling og ligebehandling, som er nævnt i bestemmelsens stk. 2-5.
Ved lovforslagets § 12 foreslås indført klageadgang til Ligebehandlingsnævnet for så vidt angår klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Det foreslås på denne baggrund at ændre bestemmelsen i § 1, stk. 1, således at stk. 2-5 bliver stk. 2-6.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov om Ligebehandlingsnævnet, behandler nævnet endvidere klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.
Det foreslås, at slette ordet ”endvidere” i § 1, stk. 4.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Til nr. 3
Efter den gældende bestemmelse i § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet, behandler nævnet klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse i henhold til national lovgivning om ligestilling og ligebehandling, som er nævnt i bestemmelsens stk. 2-5.
Ved lovforslagets § 12 foreslås indført klageadgang til Ligebehandlingsnævnet for så vidt angår klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Det foreslås på denne baggrund, at der i § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet indsættes et nyt stk. 5, således at klager efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnets kompetence til at behandle klager udvides således til også at omfatte klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Til nr. 4
Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov om Ligebehandlingsnævnet, kan nævnet tilkende godtgørelse og underkende afskedigelse, i det omfang det følger af de love og kollektive overenskomster, der er nævnt i den gældende lovs § 1, stk. 2-5.
Det foreslås at ændre henvisningen til ”stk. 2-5” til ”stk. 2-6”.
Ændringen af bestemmelsen indebærer, at Ligebehandlingsnævnets adgang til at tilkende godtgørelse udvides til også at omfatte overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap for derved at sikre effektiv håndhævelse af forbuddet.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Til nr. 5
Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om Ligebehandlingsnævnet, kan nævnet træffe afgørelse om, at der er sket ulovlig forskelsbehandling i sager efter lovens § 1, stk. 2-4, som er indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder.
Det foreslås at ændre henvisningen fra ”stk. 2-4” til ”stk. 2-5”.
Forslaget indebærer, at bestemmelsen udvides til også at omfatte sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
Forslaget er en konsekvens af, at der indføres et nyt stk. 5, jf. lovforslagets § 14, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Lov om Ligebehandlingsnævnet finder efter lovens § 19 heller ikke anvendelse for Færøerne og Grønland.
Herved bekendtgøres lov nr. 688 af 8. juni 2018 om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap med de ændringer, der følger af lov nr. 2218 af 29. december 2020.
Lovens formål er at forhindre forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer med handicap.
Loven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Loven gælder ikke, hvis lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. finder anvendelse.
Stk. 3. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Loven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed, jf. dog § 9 a.
Loven kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den, der udsættes for forskelsbehandling på grund af handicap.
Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Stk. 4. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Stk. 5. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af dennes handicap betragtes som forskelsbehandling.
Forbuddet i § 5, stk. 1, 4 og 5, omfatter også forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på grund af den anden persons handicap.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet i § 5, stk. 1 og 5, og § 9 a, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Loven er ikke til hinder for at opretholde eller vedtage specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til handicap.
Stk. 2. Specifikke foranstaltninger, der iværksættes i henhold til stk. 1, kan alene opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.
Ingen må udsættes for repressalier i form af ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig forskelsbehandling.
Børn og unge med handicap har ret til rimelig individuel tilpasning af ydelser i dagtilbud og i folkeskolen og i friskoler og private grundskoler (frie grundskoler), således at de kan opnå samme muligheder for deltagelse som andre børn og unge og undgå forskelsbehandling, jf. § 5, stk. 1.
Stk. 2. Retten efter stk. 1 gælder kun tilpasning, som er rimelig, og som dermed ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde for dagtilbuddet eller folkeskolen, friskolen eller den private grundskole (frie grundskole). Ved vurderingen af, hvad der anses for rimelig individuel tilpasning, skal der særlig lægges vægt på effekten af at fjerne barrierer og på omkostningerne forbundet med tilpasningen under hensyntagen til dagtilbuddets eller skolens ressourcer.
Påviser en person, der anser sig for krænket ved overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5, 6 og 9 a, faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
En person, der er krænket ved overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5, 6 og 9 a, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. En person, der er krænket ved overtrædelse af forbuddet mod repressalier, jf. § 9, kan tilkendes en godtgørelse.
Klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. §§ 5, 6 og 9 a, og klager over overtrædelse af forbuddet mod repressalier, jf. § 9, kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) d. 15/05/2025
Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige myndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
(Udelades)
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 2218 af 29. december 2020 (Tydeliggørelse af retten til rimelig individuel tilpasning af ydelser til børn og unge i dagtilbud, i folkeskolen og i friskoler og private grundskoler (frie grundskoler)) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
/ Trine Frederiksen
