Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5

I § 5, stk. 1, foreslås, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Det er således enhver fysisk person med handicap, som er beskyttet af forbuddet mod forskelsbehandling.

Der findes ikke i Danmark en entydig og formelt vedtaget definition af begrebet handicap. Handicap er et dynamisk begreb, som defineres i overensstemmelse med national praksis. I praksis opereres med den forståelse, at der for at være tale om et handicap eller en person med handicap må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som afføder et kompensationsbehov for, at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Efter lovforslagets anvendelsesområde er det dog ikke afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1.

I § 5, stk. 2, foreslås fastsat, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der kan således foretages en sammenligning med den samtidige behandling af en anden person i en tilsvarende situation, ligesom der kan sammenlignes med, hvordan andre personer tidligere er blevet behandlet i en tilsvarende situation, eller hvordan en hypotetisk (ikke-eksisterende) person må antages at blive behandlet i en tilsvarende situation. Et eksempel på direkte forskelsbehandling kan være en gruppe udviklingshæmmede, som gerne vil på havnerundfart i København, men som bliver afvist på grund af deres handicap, hvorimod en gruppe unge på samme alder får lov til at komme om bord.

I § 5, stk. 3, foreslås fastsat, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Forbuddet mod indirekte forskelsbehandling tager således sigte på at hindre anvendelsen af bestemmelser, betingelser eller praksis, der – uanset at de fremtræder som neutrale – alligevel vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Eksempelvis kan der være tale om, at en restaurant ikke vil tillade, at restaurantens gæster medbringer hunde. Såfremt der ikke er nogen saglige fødevarehygiejniske grunde til, at hunden ikke må være i restauranten, vil der være tale om indirekte forskelsbehandling af blinde, som bruger førerhund.

Efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan ikke blot personer med handicap, men alle personer indgå i vurderingen af, om der er tale om en sammenlignelig situation.

For både direkte og indirekte forskelsbehandling i henhold til stk. 2 og 3 er det uden betydning, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person med handicap eller ej. Det nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse af godtgørelse efter lovforslagets § 11, jf. lovforslagets bemærkninger hertil.

I § 5, stk. 4, foreslås, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en person med handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter. Chikane kan også være gentagne drillerier eller nedværdigende vittigheder om personer med handicap.

Den chikanøse adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete enkeltpersoner med handicap. Uden for falder eksempelvis læserbreve, der indebærer en nedværdigelse af en gruppe af personer på grund af deres handicap uden at være møntet på en eller flere konkrete enkeltpersoner.

Det foreslås, at det efter bestemmelsen er en betingelse, at adfærden har været uønsket. Om en adfærd har været uønsket, beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd har været uønsket af den eller de konkrete enkeltpersoner med handicap, der udsættes for den påståede chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd. Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden var uønsket. Som eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår således i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være omfattet af det foreslåede § 5, stk. 4.

Endelig foreslås, at den chikanøse adfærd skal finde sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Det indebærer, at såvel den tilsigtede chikane som den utilsigtede chikane er omfattet af forbuddet mod chikane.

Fortolkningen af chikane skal læne sig op ad den fortolkning, der følger af de øvrige nationale love om forskelsbehandling. Bestemmelser om chikane findes i ligestillingslovens § 2 a, i lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 4, og i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4.

I § 5, stk. 5, foreslås, at en instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af dennes handicap betragtes som forskelsbehandling.

Forbuddet mod instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af dennes handicap gælder såvel skriftlig som mundtlig instruktion. For at der foreligger en instruktion kræves som udgangspunkt, at der består et over- og underordnelsesforhold mellem den person, der afgiver instruktionen, og den person der modtager instruktionen. Bestemmelsen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, hvorved arbejdsgiveren instruerer arbejdstageren om at forskelsbehandle personer med handicap i forbindelse med arbejdstagerens udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde. Det kan f.eks. være en diskoteksejer, som beder sine ansatte om at afvise kunder i kørestol, selv om der både er plads og mulighed for at komme ind med en kørestol.

Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instruere en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan være omfattet. Der kan eksempelvis være tale om en person, som har anmodet et udlejningsbureau om at udleje sit sommerhus, og som i den forbindelse giver instruktion om, at sommerhuset ikke må udlejes til personer med udviklingshæmning.

Forbuddet mod instruktioner om at forskelsbehandle gælder, uanset om der er tale om konkrete eller generelle tjenestebefalinger.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.