Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 7

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at såvel direkte som indirekte forskelsbehandling kan være lovlig, hvis den har et sagligt formål.

I § 7 foreslås, at forskelsbehandling ikke er i strid med forbuddet i § 5, stk. 1 og 5, såfremt forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere.

Bestemmelsen foreslås ikke at omfatte chikane, jf. § 5, stk. 4. Det vil således ikke være muligt at begrunde udøvelse af chikane med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Det foreslås, at forskelsbehandlingen skal have et sagligt formål. Det vil afhænge af den konkrete sag, hvad der er et sagligt formål. En række formål kan være saglige. F.eks. vil hensynet til andres sundhed og sikkerhed typisk være et sagligt formål. Et eksempel kunne være i sager på forældreansvarsområdet, hvor der på grund af et handicap hos en forælder eller barnet vil kunne være behov for lovlig forskelsbehandling af hensyn til barnets bedste og dermed også barnets sikkerhed. Ligeledes kan et handicap indebære, at en person med handicap ikke kan varetage bestemte erhverv. Eksempelvis kan en blind person ikke erhverve kørekort og dermed ikke blive taxichauffør. Også et formål om økonomisk vinding kan være sagligt, idet både offentlige og private virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økonomisk udbytte. Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt.

Det er også et krav, at forskelsbehandlingen skal være nødvendig for at opnå formålet. Nødvendigheden af forskelsbehandlingen må vurderes konkret i forhold til, hvilken situation der er tale om. En central overvejelse vil være, om det saglige formål kan sikres på anden måde.

Endelig er det et krav, at der skal være et rimeligt forhold mellem det ønskede saglige formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som bliver stillet dårligere. Det skal dermed vurderes i det enkelte tilfælde, om midlerne er proportionale i forhold til målet. Samlet set skal forskelsbehandlingen fremstå som en rimelig løsning.

Eksempelvis kan forbud mod støj på et bibliotek begrundes i hensynet til læse- og arbejdsro for de øvrige brugere af biblioteket. Dette vil være et sagligt formål. Om forbuddet mod støj er nødvendigt for at opnå formålet, afhænger imidlertid af den konkrete situation. Hvis der er tale om en læsesal, hvor der skal være ro til at læse og arbejde, kan et forbud mod støj være nødvendigt for at opnå formålet. En person, som på grund af nedsat hørelse taler højt og har behov for, at bibliotekarerne taler højt og tydelig, vil ud fra disse to kriterier kunne bortvises fra en læsesal. Det tredje kriterie indebærer imidlertid, at der skal være et rimeligt forhold mellem det ønskede formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller de, som vil blive stillet dårligere. Hensynet til arbejdsro for de øvrige brugere vil næppe være tilstrækkeligt tungtvejende til at bortvise en person med hørenedsættelse.

Derimod kan det være både sagligt og nødvendigt at bortvise en stærkt udadreagerende person med udviklingshæmning fra en bus eller et tog af hensyn til andres sikkerhed. Nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag over for en sådan adfærd, vil ofte være proportionale i forhold til målet, selv om adfærden er et udslag af handicap.

Hvad der anses som ulovlig forskelsbehandling, og hvad der anses som lovlig forskelsbehandling, beror dermed på en konkret skønsmæssig vurdering.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.