Afgørelse om påstået kønsdiskrimination i Statsforvaltningens behandling af bopælssag

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den tidligere Statsforvaltnings behandling af klagers sag om bopæl og samvær. Ligebehandlingsnævnet, som behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1, fandt ikke, at Statsforvaltningen havde handlet i strid med Ligestillingsloven. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage. Klageren mente, at Statsforvaltningen havde en praksis, hvor kvinder automatisk fik bopæl over fælles børn, uden en konkret vurdering af barnets forhold. Han følte sig presset til ikke at fremlægge sine synspunkter af frygt for at miste kontakten til sit barn, hvilket han mente førte til en ufordelagtig aftale. Statsforvaltningen afviste påstanden om forskelsbehandling og forklarede, at de faciliterer forældres indgåelse af aftaler om bopæl og samvær. Når en aftale indgås, foretages der ikke yderligere sagsbehandling eller en konkret vurdering af barnets forhold, da forældrene anses for at kende barnet bedst. Statsforvaltningen genkendte ikke den påståede praksis, hvor mødre forlader møder, hvis fædre stiller for mange krav. Nævnet bemærkede, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn gælder for organisationer og personer, der leverer offentlige tjenesteydelser, jf. Ligestillingsloven § 2, stk. 1. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Ligestillingsloven § 2, stk. 4. Nævnet fandt dog ingen oplysninger, der tydede på, at klageren var blevet behandlet ringere eller anderledes på grund af sit køn i Statsforvaltningens sagsbehandling.