Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klage om forskelsbehandling pga. handicap

Sagen drejer sig om en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en opsigelse. Klageren, der var ansat som lærer og værkstedsleder på en produktionsskole, blev opsagt efter en arbejdsulykke, der resulterede i varige mén i ryg og håndled. Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klagen, da det ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer at afgøre, om der var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Klageren gjorde gældende, at opsigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at han derfor var berettiget til en godtgørelse. Indklagede bestred, at der var tale om et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.'s forstand, og anførte desuden, at en afgørelse af sagen krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Nævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Nævnet lagde vægt på, at klagerens rygskade medførte en funktionsbegrænsning i forhold til hans arbejde, og at indklagede var bekendt med dette. Et medlem af nævnet udtalte, at indklagede ikke reelt havde forsøgt at finde en deltidsmedarbejder, der kunne varetage de timer, som klager ikke kunne klare, og at indklagede derfor ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger for at beholde klager på arbejdspladsen. Da sagen ikke kunne afgøres uden bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, kunne Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.