Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klage om forskelsbehandling pga. handicap

Sagen omhandler en klage over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en socialrådgivers afskedigelse fra sin stilling i en kommune. Klager, der lider af svær børneleddegigt og er kørestolsbruger, var ansat i et fleksjob med nedsat tid og forskellige skånehensyn, herunder personlige assistenter og hjemmearbejdsplads.

Baggrund for afskedigelsen

Indklagede kommune begrundede afskedigelsen med, at klagers helbredsmæssige situation gradvist var forværret, hvilket påvirkede hendes evne til at varetage jobfunktionerne forsvarligt. Kommunen henviste til stigende sygefravær, sagsbehandlingsfejl, og klager fra borgere og samarbejdspartnere. Klager bestred dette og anførte, at hendes helbredstilstand var uændret, og at kommunen ikke havde overholdt sin tilpasningsforpligtelse, herunder manglende reduktion af sagsantal og manglende føring af en aftalt dagbog til afstemning af opgaver.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet konstaterede, at der var uenighed om flere væsentlige forhold, herunder om indklagede i tilstrækkelig grad havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a, og om klagers funktionsniveau på opsigelsestidspunktet i øvrigt påvirkede hendes faglighed i et omfang, der berettigede afskedigelsen. En afklaring af disse faktuelle uenigheder krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke kan gennemføre. Derfor kunne nævnet ikke behandle klagen.