Afslag: Opsigelse af sikkerhedsfunktionær ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som sikkerhedsfunktionær. Ligebehandlingsnævnet fandt, at opsigelsen ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Sagsfremstilling

Klager, en sikkerhedsfunktionær primært ansat som chauffør, pådrog sig en arbejdsskade den 2. februar 2011, som medførte nakke- og rygproblemer. Efterfølgende muligheds- og sygefraværssamtaler med indklagede (arbejdsgiveren) viste, at klager ikke kunne udføre lange køreture eller tunge løft. På trods af forsøg på at tilpasse hans rolle, herunder tilbud om alternative opgaver som morgenhold, administrativt arbejde og en deltidsstilling, forhindrede hans tilstand ham i at udføre væsentlige funktioner. Medicinske vurderinger indikerede kroniske smerter og en usikker prognose, selvom en mindre bedring var mulig med træning. Klager blev oprindeligt opsagt den 15. juli 2011 med henvisning til omstrukturering og manglende rentabilitet, og igen fra et deltidsjobtilbud den 28. oktober 2011 af samme årsager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet fastslog, at klagers nakke- og rygproblemer udgjorde en funktionsnedsættelse, der medførte et kompensationsbehov i forhold til hans evne til at udføre sit tidligere arbejde. Denne funktionsnedsættelse blev på opsigelsestidspunktet anset for at være af en sådan varighed, at der var tale om et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle en lønmodtager på grund af handicap ved afskedigelse, som fastsat i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Nævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hans handicap var en medvirkende årsag til, at indklagede vurderede, at klager var en af dem, der bedst kunne undværes. Dette medførte, at bevisbyrden overgik til indklagede, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet bemærkede, at indklagede havde gjort flere forsøg på at imødekomme klagers begrænsninger og lette hans tilbagevenden til arbejdet, herunder:

• Afholdelse af muligheds- og sygefraværssamtaler.
• Samarbejde med kommunens jobcenter for at udarbejde særlige arbejdsfunktioner.
• Tilbud om en deltidsstilling og et vidtgående tilbud om at køre med en anden chauffør.

Disse bestræbelser demonstrerer indklagedes forsøg på at opfylde deres tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. På trods af disse forsøg forhindrede klagers medicinske tilstand, som attesteret af hans læge den 8. august 2011, ham i at udføre noget arbejde. På baggrund af det omfattende sygefravær og indklagedes dokumenterede forsøg konkluderede nævnet, at indklagede havde udtømt alle muligheder for at reintegrere klager i hans rolle som chauffør. Derfor fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager med sit handicap ikke længere kunne udføre de væsentligste funktioner i sin stilling. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.