Afgørelse om påstået kønsdiskrimination i samværssag ved statsforvaltningen

Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med statsforvaltningens sagsbehandling og afgørelse i en samværssag. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at sagsbehandlingen eller afgørelsen var i strid med ligestillingsreglerne.

Ligebehandlingsnævnet har alene kompetence til at vurdere, om der er handlet i strid med ligebehandlingsreglerne og tilkende godtgørelse, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1. Nævnet kan ikke ændre statsforvaltningens afgørelse.

Sagens baggrund

Klager har en søn på 11 år og har ikke haft samvær med ham i de seneste tre år. Statsforvaltningen traf afgørelse om ikke at fastsætte samvær, idet de lagde vægt på:

• At der ikke havde været samvær i over to år.
• Et højt konfliktniveau mellem klager og sønnens mor.
• At klager har tilhold mod sønnens mor.
• Sønnens positive, men porøse udvikling og hans udtalelser om ikke at ville se sin far før han fylder 16 år.

Klager gjorde gældende, at statsforvaltningen havde lagt ensidig vægt på forhold, der talte til moderens fordel, og at han blev forskelsbehandlet på grund af sit køn. Han mente, at afgørelsen ikke varetog barnets tarv, og at moderen ensidigt kunne udelukke ham fra samvær ved at nægte samarbejde.

Nævnets vurdering

Nævnet fandt ikke, at der var skabt en formodning for, at der i sagsbehandlingen eller afgørelsen om samvær var sket forskelsbehandling på grund af køn. Statsforvaltningen havde i afvejningen af, hvad der måtte anses for bedst for sønnen, ikke lagt vægt på kriterier, der kunne anses for kønsdiskriminerende. Derfor fik klager ikke medhold i sin klage, da der ikke blev fundet brud på forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn, som det fremgår af Ligestillingsloven § 2.