Klage over forskelsbehandling på grund af køn ved fastsættelse af samvær med datter

Klagen omhandlede en fars påstand om kønsdiskrimination fra en kommunes side i forbindelse med fastsættelse af samvær med hans datter, der er anbragt i familiepleje. Faderen mente, at han blev forskelsbehandlet, da hans samvær skulle foregå under overvågning, mens moderens samvær var uden overvågning. Kommunen blev frikendt for at have overtrådt ligestillingsloven.

Parternes argumenter

Klageren påstod, at kommunen havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn, idet moderens samvær var uovervåget, og kommunen havde ignoreret en statsforvaltningsbestemmelse om hans samvær.Kommunen afviste diskrimination og forklarede, at forskellig varighed og form for samvær var fastsat ud fra hensynet til barnet og anbringelsens formål. De henviste til, at samvær kan overvåges, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets sundhed og udvikling.

Ligebehandlingsnævnets vurdering

Ligebehandlingsnævnet, som behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter Ligestillingsloven, vurderede sagen. Nævnet fastslog, at en myndighed ikke må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere på grund af køn i en tilsvarende situation. Indirekte forskelsbehandling opstår, når en tilsyneladende neutral praksis stiller det ene køn ufordelagtigt, medmindre det er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.Nævnet fandt, at klageren ikke havde påvist omstændigheder, der kunne skabe formodning om kønsdiskrimination i kommunens fastsættelse af samværet. Klagen blev derfor ikke taget til følge.