Afgørelse om påstået aldersdiskrimination ved afskedigelse af socialpædagog

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at en 45-årig socialpædagog var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med sin afskedigelse fra et behandlingscenter. Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Sagen blev behandlet af Ligebehandlingsnævnet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Afskedigelsen skete som led i besparelser og en omstrukturering på behandlingscentret, hvor weekendvagter fremover primært skulle varetages af ufaglært personale. Dette medførte et behov for at afskedige faglært personale. Kriterierne for udvælgelse af medarbejdere til omplacering/afskedigelse, vedtaget i MED-udvalget, omfattede medarbejdernes faglige, personlige og samarbejdsmæssige kompetencer samt bredden i deres faglige kompetencer.

Klageren gjorde gældende, at der var en overrepræsentation af ældre medarbejdere blandt de udpegede til afskedigelse, idet 100 procent af de udpegede var over 40 år. Klageren anførte desuden, at den af indklagede forudsatte besparelse på 59 kr. pr. time ved udskiftning af faglært med ufaglært personale kun kunne opnås ved at afskedige pædagoger med mere end 10 års erfaring, hvilket typisk ville være ældre medarbejdere. Det blev også fremført, at indklagede ikke havde udarbejdet en skriftlig sammenligning af samtlige pædagogiske medarbejderes kvalifikationer, hvilket gjorde det umuligt at vurdere, om beslutningsgrundlaget var lovligt.

Indklagede afviste, at der var tale om forskelsbehandling på grund af alder. Beslutningen om udpegning var baseret på en konkret og individuel vurdering af medarbejdernes faglige og personlige kompetencer, med fokus på at fastholde medarbejdere bedst rustet til fremtidige opgaver under den nye rehabiliteringsmodel. Indklagede fremhævede, at den gennemsnitlige alder for de udpegede over 40 år (53,5 år) ikke var signifikant højere end gennemsnitsalderen for det faglærte personale over 40 år (51,6 år), og at besparelsen på 59 kr. pr. time alene var en anskueliggørelse af den samlede besparelse, ikke et kriterium for udvælgelse. Specifikke begrundelser for klagerens afskedigelse inkluderede ledelsens vurdering af hendes usikkerhed i forhold til udadreagerende borgere, et betydeligt højt fravær og manglende robusthed, samt at hun havde takket nej til tilbud om omplacering til fagligt passende stillinger.

Nævnet vurderede, at det er klageren, der skal påvise faktiske omstændigheder, der tyder på aldersdiskrimination, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. På baggrund af oplysningerne om alderen på de omplacerede/afskedigede medarbejdere, aldersfordelingen og ancienniteten i gruppen af socialpædagoger, samt timereduktionen for en 33-årig ufaglært medarbejder, fandt nævnet ikke, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på aldersdiskrimination. Der var heller ingen andre oplysninger i sagen, der indikerede, at indklagede havde lagt vægt på alder ved beslutningen om afskedigelse. Klageren fik derfor ikke medhold i sin klage.