Patent på behandling af fiskelus anset for ugyldigt på grund af manglende nyhed

Sagen omhandlede gyldigheden af Vericore Limiteds danske patent (DK 174 665) vedrørende anvendelse af pyrethroidforbindelser til behandling af skadedyrsangreb på fisk, specifikt rettet mod de umodne stadier af fiskelus (copepodid- og chalimus-faser).

Ankenævnet for Patenter og Varemærker havde stadfæstet Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse om at kende patentet ugyldigt på grund af manglende nyhed. Dette skete med henvisning til et tidligere internationalt patent (WO 92/16106), som beskrev anvendelsen af de samme stoffer til behandling af fiskelus generelt, men hvor forsøgene var udført på modne fiskelus.

Parternes centrale argumenter

• Vericore (sagsøger): Hævdede, at opdagelsen af effekten på umodne fiskelus var en ny, specifik og opfinderisk anvendelse, som ikke var kendt fra det tidligere patent. Denne specifikke anvendelse muliggjorde en mere effektiv bekæmpelse ved at bryde lusens livscyklus. Vericore argumenterede for, at dette udgjorde en patenterbar "anden medicinsk anvendelse" i henhold til Patentloven § 2, stk. 5.

• Ankenævnet (sagsøgte) og Pharmaq (biintervenient): Fastholdt, at der var tale om behandling af den samme sygdom (fiskelusangreb) på den samme patientgruppe (fisk). Opdagelsen af, at en kendt behandling også virker på tidligere stadier af parasitten, blev anset for at være en blot forklaring på en allerede kendt virkning, og ikke en ny terapeutisk anvendelse. De henviste til, at Vericores parallelle europæiske patent var blevet kendt ugyldigt på samme grundlag.

Sagen centrerede sig om fortolkningen af nyhedskravet for såkaldte "anden medicinsk anvendelse", og hvorvidt det at specificere behandlingen til et andet livsstadie af en parasit var tilstrækkeligt til at opfylde kravet om nyhed.

Sø- og Handelsretten frifandt Ankenævnet for Patenter og Varemærker og stadfæstede dermed, at Vericores patent var ugyldigt.

Retten lagde til grund, at effektiviteten af pyrethroidforbindelser mod fiskelus på fisk allerede var kendt teknik fra det tidligere patent (WO 92/16106). Vericores patent byggede på en senere erkendelse af, at denne kendte behandling også var effektiv mod de umodne stadier af lusen.

Retten fandt, at denne erkendelse ikke udgjorde en tilstrækkelig specifik eller ny anvendelse til at kunne patenteres i henhold til Patentloven § 2, stk. 1 og § 2, stk. 5. Der var ikke tale om behandling af en ny sygdom eller en ny patientgruppe. Opdagelsen blev anset for at være en forklaring på virkningsmekanismen af en allerede kendt behandling, hvilket ifølge fast praksis ikke i sig selv er nyhedsskabende.

Sø- og Handelsretten konkluderede, at der ikke var grundlag for at ændre Ankenævnets afgørelse.

Sagsomkostninger

Vericore Limited blev pålagt at betale sagsomkostninger til både Ankenævnet og biintervenienten Pharmaq AS.

Beløbene skulle forrentes efter Rentelovens § 8a.