Fast forretningssted og moms ved formidling

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et dansk selskab (B2) udgør et fast forretningssted for et selskab i Land C (B1), og dermed hvor momsen skal betales af de ydelser, B2 leverer til B1. Ligningsrådet bekræftede, at B2 ikke udgør et fast forretningssted for B1, og at leveringsstedet for ydelserne er i Land C. Dette bindende svar omhandler momsbehandlingen af de ydelser, som B2 leverer til B1. Det er nødvendigt at undersøge, om B1 har fast forretningssted i Danmark ved B2, inden leveringsstedet kan bestemmes.

Faktiske forhold

• B1 har formidlingsaftaler med banker og kreditinstitutioner.
• B1 ejer immaterielle rettigheder, herunder IT-platformen.
• B2 er etableret i Danmark for at opretholde kundekontakten til lokale kunder.
• B2 agerer som underagent for B1 i Danmark.
• A i Land C er moderselskab for både B1 og B2.

B2s opgaver omfatter:

• Markedsføring og salg via en formidlingsportal.
• Indsamling af information fra kunder, herunder lånebeløb og kreditperiode.
• Kontrol af oplysninger i registre, herunder kredittjek og PEP.
• Videresendelse af information til B1.
• Kommunikation med kunder via telefon og chat.

B1s opgaver omfatter:

• Forhandling og indgåelse af formidlingsaftaler med lokale banker.
• Dialog og projekthåndtering i forhold til teknisk integration.
• Formidling af låneansøgninger til den lokale bank.
• Videresendelse af lånetilbud fra banker til B2.
• Økonomisk analyse til banken og B2.

Hverken B1 eller B2 indgår i en momsmæssig fællesregistrering.

Spørgers opfattelse

B2 er en særskilt juridisk enhed og agerer som underleverandør til B1. Et datterselskab kan som udgangspunkt ikke anses for at være et fast forretningssted for moderselskabet. B2 har de nødvendige tekniske og menneskelige ressourcer til at have kontakt med den lokale slutkunde. B1 indgår formidlingskontrakterne med bankerne og kreditinstitutterne. B2s leverancer til B1 er omfattet af Momsloven § 16, stk. 1. Leveringsstedet bestemmes som udgangspunkt efter, hvor kunden henholdsvis leverandøren har etableret stedet for den økonomiske virksomhed. B2 leverer ydelser til B1s økonomiske hjemsted i Land C.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen fandt, at spørger ikke kan anses for et fast forretningssted her i landet for det koncernforbundne selskab B1 i Land C. Der er lagt vægt på, at B1 ikke har en tilstedeværelse/et forretningssted her i landet med en tilstrækkelig permanent karakter og passende struktur med hensyn til de menneskelige og tekniske midler, således at det kan modtage ydelserne fra spørger til forretningsstedets egne formål. Efter en samlet og konkret vurdering er det Skattestyrelsens opfattelse, at hovedformålet med koncernstukturen ikke er at opnå en momsfordel. Der er bl.a. lagt vægt på, at endelige moder (moderselskab) for begge selskaber har hjemsted i Land C. Misbrugsbetragtninger kan derfor ikke medføre, at spørger anses for et fast forretningssted for B1. Spørgers ydelser anses for leveret til det hjemsted for den økonomiske virksomhed i Land C, som B1 har efter det oplyste. Det kan ikke lægges til grund, at spørgers ydelser kan anses for modtaget af et fast forretningssted for B1 i Danmark eller et andet land end C.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.