Intet fast driftssted ved hostingaftale

En udenlandsk juridisk enhed ønskede bekræftelse på, at den ikke ville blive anset for at udøve erhverv gennem et fast driftssted i Danmark, jf. artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som følge af aktiviteter beskrevet i anmodningen. Skatterådet bekræftede, at dette var tilfældet.

Faktiske forhold

Den udenlandske enhed ville indirekte eje alle aktierne i et dansk selskab, der skulle eje og drive servere og udstyr i et datacenter. Serverne skulle hoste websteder for den udenlandske enhed. Det danske selskab ville ikke have tilladelse til at bruge eller behandle de data, som spørgerne kontrollerede, medmindre det var som databehandler på vegne af spørgerne. Det danske selskab ville ikke være part i aftaler om levering af tjenesteydelser direkte til brugere, annoncører eller udviklere, og ville heller ikke kunne binde spørgerne juridisk.

Spørgers argumentation

Spørger mente, at det danske selskab ikke ville udgøre et fast driftssted for spørgeren. Spørger henviste til Selskabsskatteloven § 2 og artikel 5 i OECD's modeloverenskomst, hvor tre betingelser skal være opfyldt for at der er tale om et fast driftssted:

• Eksistensen af et forretningssted.
• Forretningsstedet skal være fast.
• Virksomhedsudøvelse for foretagendet skal ske helt eller delvist via dette faste forretningssted.

Spørger henviste til OECD-kommentarerne, der fastslår, at eksistensen af et datterselskab ikke i sig selv udgør et fast driftssted for moderselskabet. Spørger henviste også til SKM2015.369.SR, hvor Skatterådet fastslog, at et dansk selskab med onlinespil lagret på udenlandske servere ikke havde fast driftssted i det pågældende land.

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT var enig med spørgeren. SKAT henviste til Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a og artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. SKAT fremhævede, at spørger ikke ville eje, lease eller operere serverne, men ville betale en armslængde serviceydelse for hosting. Da spørger ikke ville have instruktionsbeføjelser over de ansatte i det danske selskab, ikke ville føre kontrol med arbejdet, og ikke ville have fysisk adgang til eller rådighed over serverne, ville spørger ikke kunne anses for de facto at operere serverne.

SKAT vurderede også, at agentreglen i artikel 5, stk. 5, ikke fandt anvendelse, da medarbejdere i det danske selskab ikke ville have fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af spørger.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse, og svarede "Ja" til spørgsmålet.