Uretmæssig nægtelse af sundhedsbevis til skibskok på grund af overvægt

Sagen omhandlede Helbredsnævnets afslag på at udstede et sundhedsbevis til skibskok X, med henvisning til hans overvægt. X, der blev udlært kok i 1998 og ansat som skibskok i 1999, havde en BMI på 47,6 ved en lægeundersøgelse i oktober 1999, hvor han dog blev fundet egnet til skibstjeneste, bortset fra udkig pga. en øjenlidelse. Han blev efterfølgende ansat hos A.P. Møller.

Helbredsvurderinger og Afslag

• I september 2001 fandt søfartslæge Jacob Lund X uegnet til skibstjeneste pga. en BMI på 52 (181 cm, 171 kg). Lægen bemærkede dog, at X ikke var væsentligt fysisk hindret af fedme i svær grad, og opfordrede til at søge dispensation.
• Denne lægeundersøgelse blev gennemført i henhold til Sømandsloven § 4, stk. 2, som kræver, at søfarende skal gennemgå en lægeundersøgelse for at være egnet til tjeneste om bord.
• Med hjemmel i sømandsloven var Bekendtgørelse nr. 903 af 28. september 2000 om lægeundersøgelse af søfarende og fiskere (herefter "Bekendtgørelsen") udstedt. Bekendtgørelsens Bilag 1, II, 3. afsnit, Kolonne B, angiver, at en BMI over 40 kg/m2 for erhvervssøfarende skal medføre en konkret vurdering. Hvis fedtfordeling og muskelfylde ikke vurderes at være svært hæmmende for bevægeligheden, er der hverken mulighed for kassation eller begrænsninger i mønstringstilladelsen. Hvis det er svært hæmmende, kan der gives begrænsninger i tid, arbejdsområde og/eller fartsområde.
• Den 31. oktober 2001 afsagde Helbredsnævnet kendelse om, at X ikke fandtes egnet til skibstjeneste. Denne afgørelse blev fastholdt den 17. april 2002 med den begrundelse, at BMI-tallet lå langt over 40, og at det kunne medføre sikkerhedsrisici i nødsituationer.

Konsekvenser og Efterfølgende Forløb

• Som følge af afslaget måtte X midlertidigt fratræde sin stilling.
• X deltog i et sundhedskursus fra januar til april 2002.
• Ved en lægeundersøgelse den 3. juni 2002 blev X fundet egnet til skibstjeneste, dog begrænset til 3 måneder, med en BMI på 46 (179 cm, 151 kg).
• Ved en senere undersøgelse den 27. februar 2003 blev X fundet egnet for 1 år med en BMI på 38,8 (130 kg).
• X genoptog sit arbejde som skibskok den 11. juli 2002 og blev senere forfremmet til hovmester.

Parternes Synspunkter

Sagsøger (X's advokat) gjorde gældende:

• Helbredsnævnet havde ikke hjemmel til at nægte X et sundhedsbevis, da Bekendtgørelsens Bilag 1, II, 3. afsnit, Kolonne B, for erhvervssøfarende med BMI over 40 kun åbner for "evt. begrænsning i tid og arbejdsområde", ikke absolut kassation.
• Nævnet burde have foretaget en konkret vurdering i stedet for at sætte skøn under regel, hvilket er i strid med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.
• Lægeerklæringerne viste, at X ikke var hæmmet i sin bevægelighed, og hans kaptajn havde ikke oplevet sikkerhedsmæssige problemer.
• Nævnets afgørelse var i strid med proportionalitetsprincippet og ansvarspådragende, hvorfor X havde krav på erstatning for tabt indtægt.

Helbredsnævnet (Kammeradvokaten) gjorde gældende:

• Afgørelsen var truffet ud fra en samlet konkret vurdering af BMI og de sikkerhedsmæssige risici, som en høj BMI indebærer for X selv og andre besætningsmedlemmer i nødsituationer.
• Det var sagligt at træffe afgørelsen ud fra generelle hensyn, da egnethedsvurderingen også har betydning for eventuel anden skibstjeneste.
• Nævnet har betydelig ekspertise i vurdering af egnethed til skibstjeneste, og deres skøn bør tillægges vægt.

Sø- og Handelsretten fandt, at Helbredsnævnets afgørelse var åbenbart ulovlig.

Rettens Fortolkning af Bekendtgørelsen

• Retten fortolkede Bilag 1, II, 3. afsnit til Bekendtgørelse nr. 903 af 28. september 2000 således, at hvis en søfarendes BMI overstiger 40, skal der foretages en konkret vurdering af, om fedtfordeling og muskelfylde er svært hæmmende for bevægeligheden.
• Hvis dette ikke er tilfældet, er der ifølge bilaget hverken mulighed for kassation (absolut uegnethed) eller for at foretage begrænsninger i mønstringstilladelsen for erhvervssøfarende. Den søfarende har i så fald krav på et sundhedsbevis uden begrænsninger, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 2. pkt.
• Både søfartslægen og Helbredsnævnet er bundet af disse retsfølger.

Rettens Afgørelse

• Retten lagde til grund, at læge Jacob Lunds afgørelse, og også Helbredsnævnets egen henvisning til speciallæge Jens Korsgaards erklæring, viste, at X trods en BMI på 52 ikke var væsentligt fysisk hindret af fedme i svær grad, og at hans fedtfordeling og muskelfylde ikke var svært hæmmende for hans bevægelighed.
• Helbredsnævnets afgørelser om kassation af X på grund af overvægt var derfor åbenbart i strid med bekendtgørelsens § 4, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med bilag 1, II, 3. afsnit, Kolonne B.
• X havde således krav på et sundhedsbevis, eventuelt med begrænsning i tid, arbejdsområde om bord og fartsområde.

Domskonklusion

• X's påstand om ret til et gyldigt sundhedsbevis blev taget til følge.
• Da størrelsen af den krævede erstatning var ubestridt, og Helbredsnævnets afgørelse var åbenbart ulovlig, skulle Helbredsnævnet betale den krævede erstatning.

Thi kendes for ret:

• Helbredsnævnet for Søfarende og Fiskere tilpligtes at anerkende, at X har krav på gyldigt sundhedsbevis til arbejde i skib fra den 31. oktober 2001.
• Helbredsnævnet for Søfarende og Fiskere skal inden 14 dage fra dommens afsigelse betale 18.089 kr. med tillæg af procesrente fra den 17. december 2001, samt 10.000 kr. i sagsomkostninger.