Sag om anfægtelse af fordring i konkursbo vedrørende aktieoverdragelse af argentinsk vinfirma

Sagen omhandlede sagsøgeren, Taster Wine A/S's, anfægtelse af de sagsøgtes, Juan Bautista Gargantini, Roberto Carlos Gargantini og Eduardo Gargantinis, anmeldte fordring på 52.544.969,63 kr. i konkursboet Handelsselskabet af 9. april 1992 A/S (tidligere A/S Skjold Burne). Sagsøgeren påstod principalt, at de sagsøgte var uberettigede til at anmelde fordringen, og subsidiært, at fordringen skulle fastsættes til et mindre beløb. De sagsøgte påstod frifindelse.

Baggrund for Fordringen

Fordringen udsprang af en aktieoverdragelsesaftale fra 1981, hvor A/S Skjold Burne og tre andre selskaber tilhørende den spanske Rumasa-koncern købte aktier i det argentinske vinfirma Bodegas y Vinedos Gargantini S.A.I. y Commercial af Gargantini-familien. Købsprisen var oprindeligt 8 mio. CHF, hvoraf 7,6 mio. CHF skulle betales i 10 årlige rater, og 400.000 CHF blev tilbageholdt som sikkerhed for skjult gæld. Aftalen indeholdt en bestemmelse om solidarisk hæftelse for køberne og en værnetingsaftale, der tillagde handelsretterne i Buenos Aires kompetence.

Rumasa-koncernen blev nationaliseret i 1983, og anden afdragsbetaling udeblev, hvorefter køberselskaberne kom i mora. De sagsøgte anlagde sag i Argentina, og argentinske domstole dømte A/S Skjold Burne til at betale det omtvistede beløb. Østre Landsret havde tidligere i 1997 fastslået, at fordringen havde tilstrækkelig klarhed til at danne grundlag for afsigelse af konkursdekret over Handelsselskabet af 9. april 1992 A/S.

Sagsøgerens Anbringender

Sagsøgeren gjorde gældende, at aktieoverdragelsesaftalen var ugyldig og en skintransaktion, der var led i en større svindeltransaktion for at flytte aktiver ud af Rumasa-koncernen før nationaliseringen. Det blev anført, at A/S Skjold Burne ikke var tiltænkt at være den reelle køber eller forpligtet i henhold til aftalen, og at den argentinske dom derfor ikke kunne anerkendes i Danmark, jf. Retsplejeloven § 279 og § 223a. Sagsøgeren påstod endvidere, at kravet var forældet efter dansk ret, og at der skulle ske fradrag for betalinger modtaget fra medskyldnere samt for et fiktivt lån fra Bamac S.A.

Sagsøgtes Anbringender

De sagsøgte fastholdt, at de argentinske domme var gyldige og skulle anerkendes i Danmark. De bestred, at aktiehandlen var en skintransaktion, og henviste til, at de argentinske domstole havde taget stilling til lovvalget og anvendt argentinsk ret. De gjorde gældende, at forældelsesfristen var afbrudt ved den argentinske retssag, og at betalinger fra medskyldnere ikke reducerede deres fulde anmeldelsesret i konkursboet, jf. Konkursloven § 47, stk. 1, nr. 1.

Indbetalinger fra Medskyldnere

Sø- og Handelsretten frifandt de sagsøgte og pålagde Taster Wine A/S at betale 1.000.000 kr. i sagsomkostninger.

Retten lagde til grund, at spørgsmålet om fordringernes eksistens skulle bedømmes efter argentinsk ret, idet parterne ved at vælge værneting i Argentina tillige havde foretaget et lovvalg. De argentinske domme blev anset for gyldige og korrekte og skulle lægges til grund, da de ikke hvilede på et afgørende forkert grundlag og var i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Retten fandt ikke grundlag for at antage, at de sagsøgte var i ledtog med Rumasa-koncernen i en svindeltransaktion. Tværtimod fremstod A/S Skjold Burne som et selskab, der medvirkede til at erhverve vinfirmaet på en måde, der gav anledning til mistanke om, at køberselskaberne ikke havde vilje til at opfylde aftalens betalingsvilkår. Dette blev understøttet af vidneforklaringer.

Vedrørende fradrag for betalinger fra medskyldnere fastslog retten, at disse betalinger ikke nedsatte fordringshaverens ret til dividende af hele sin fordring i konkursboet, jf. Konkursloven § 47, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet om indbyrdes regres mellem køberselskaberne skulle afgøres efter dansk ret, og det blev lagt til grund, at de alle havde regres over for hinanden. Retten fandt heller ikke, at der var grundlag for at antage, at de til Bodegas ydede lån havde forbindelse med salgsprisen for aktierne.

Endelig afviste retten sagsøgerens anbringender om forældelse og manglende deponering af veksler, idet de sagsøgte havde været villige til at udlevere vekslerne mod betaling, jf. Vekselloven § 39, stk. 1.