Afgørelse om afslag på dispensation til udstykning inden for klitfredningslinjen i Frederikshavn Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage fra en forening over Kystdirektoratets afgørelse af 17. januar 2017. Afgørelsen omhandlede dispensation til udstykning af en "erstatningsgrund" inden for klitfredningslinjen på en ejendom i Skagen Markjorder, Frederikshavn Kommune.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte dispensationen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 8, stk. 1. Direktoratet vurderede, at der var tale om et særligt tilfælde, da udstykningen var med henblik på byggeri uden for klitfredningslinjen. De lagde vægt på, at det nye matrikelskel ville følge en eksisterende vej og dermed ikke skabe en ny synlig afgrænsning i landskabet, ligesom der ikke ville etableres ny vejadgang inden for klitfredningslinjen. Kystdirektoratet konkluderede, at udstykningen ikke ville have en negativ påvirkning af landskabet inden for det klitfredede område og ikke ville medføre beskadigelse af plantearter eller yngle-/rasteområder for dyrearter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.

Klagen

Foreningen påklagede afgørelsen den 14. februar 2017. Klager anførte, at afgørelsen var ugyldig, da Kystdirektoratet fejlagtigt havde anset det ansøgte som genopførelse og ikke som nybyggeri. Foreningen argumenterede, at opførelsen af et sommerhus som erstatning for et andet, men på en ny placering, skulle betragtes som nybyggeri.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen fra foreningen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet vurderede klageberettigelsen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1. Det blev fastslået, at ejere af omkringliggende ejendomme ikke er klageberettigede, da nabohensyn ikke er beskyttet under naturbeskyttelsesloven. En grundejerforening eller et vejlaug er som udgangspunkt heller ikke klageberettiget, medmindre der foreligger særlige forhold, der giver dem en væsentlig naturbeskyttelsesmæssig interesse.

Nævnet gennemgik foreningens vedtægter, hvoraf det fremgik, at vejlaugets formål var at forestå og opkræve midler til vedligeholdelse af en vej samt at beslutte deltagelse i eventuelle andre fælles anlæg, herunder foranstaltninger til bevarelse af områdets natur og miljø. På baggrund af denne formulering fandt nævnet, at foreningen ikke udtrykkeligt varetog hensyn til natur og miljø som hovedformål, idet de alene kunne beslutte at deltage i sådanne foranstaltninger. Derfor ansås foreningen ikke for at have den fornødne væsentlige interesse i afgørelsen og var dermed ikke klageberettiget.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.