Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Oprindeligt meddelte Kystdirektoratet den 29. juni 2017 afslag på en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at genopføre et helårshus på en ejendom i Svendborg Kommune. Afslaget blev begrundet med, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne retfærdiggøre en dispensation.
Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse med hovedargumentet, at ejendommen ifølge et deklarationskort fra 1937 lå uden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. I supplerende bemærkninger anførte klager, at der var givet tilladelse til nybyggeri på to naboejendomme, og at de subsidiært ønskede tilladelse til at bygge bag linjen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste den 6. november 2017 at realitetsbehandle klagen. Nævnet vurderede, at klagen reelt vedrørte selve fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen, hvilket falder uden for nævnets kompetenceområde jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.
Den 13. november 2017 anmodede klager nævnet om at genoptage sagen. Klager præciserede, at der primært blev klaget over fastlæggelsen af linjen, men subsidiært over, at de ikke måtte opføre huset bag linjen, hvilket naboer havde fået lov til. Klager henviste i den forbindelse til lighedsgrundsætningen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage sagen. Nævnet kan genoptage en sag, hvis der fremkommer væsentlige nye oplysninger, eller hvis der er begået betydelige sagsbehandlingsfejl.
Nævnet fastholdt, at den oprindelige klage udelukkende handlede om placeringen af strandbeskyttelseslinjen. De supplerende bemærkninger fra klager blev ikke anset for at udgøre en formel subsidiær klage over et afslag på at bygge bag linjen. Nævnet henviste til sin ret til at begrænse prøvelsen til de forhold, der er klaget over, jf. § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Derudover bemærkede nævnet, at det ikke kunne tage stilling til en alternativ placering af byggeriet eller en tilbygning, da Kystdirektoratet som første instans ikke havde behandlet en sådan ansøgning. Da der hverken forelå nye, væsentlige oplysninger eller sagsbehandlingsfejl, fandt nævnet ikke grundlag for at genoptage sagen. Afgørelsen er truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 om strandbeskyttelse.
Naturskaderådet har afgjort, at ejere af boliger og sommerhuse uden for diget ved Diernæs Strandby ikke er berettiget til erstatning efter stormfloden 20.-21. oktober 2023.
Civilstyrelsen
Klimatilpasning
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
Erstatningsnævnet tilbyder nu at genoptage sager, hvor der tidligere er givet afslag på grund af forældelse, som følge af ny retspraksis på området.
Danmark står foran betydelige investeringer i kystbeskyttelse for at sikre os mod klimaforandringerne, men der er stor forskel på, hvordan kommuner administrerer reglerne for bidrag til kystbeskyttelsesprojekter. En ny ekspertgruppe skal sikre transparens i reglerne.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på genoptagelse af en sag vedrørende skr...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at realitetsbehandle en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til...
Læs mereLov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste
Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation vedrørende naturbeskyttelseslinje
