Afslag på dispensation til udstykning af strandhytter inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om afslag på dispensation til udstykning af tre strandhytter, der er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Sagen vedrører ejendommen [matrikel1], Svenstrup by, Kauslunde, [adresse1].

Ejendommens forhold

Ejendommen er registreret som en beboelsesejendom på 2,38 hektar og er i sin helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen. De tre strandhytter ligger cirka 25 meter fra havstokken og er registreret som sommerhuse med boligarealer på henholdsvis 22, 26 og 35 m². To af hytterne blev oprindeligt opført i 1900, mens den tredje blev genopført i 1999 efter en landzonetilladelse og dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Hytterne anvendes af klageren og to lejere. Området er desuden en del af Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt.

Ansøgning om dispensation

Klageren ansøgte den 30. august 2016 Kystdirektoratet om dispensation til udstykning af de tre strandhytter. Baggrunden for ansøgningen var Middelfart Kommunes ønske om at etablere en vandresti foran hytterne. Klageren tilbød at imødekomme stiens etablering, hvis der kunne opnås en løsning om udstykning af hytterne til tre selvstændige matrikler. Klageren begrundede ansøgningen med, at en udstykning ville muliggøre videresalg af hytterne, hvis stien medførte væsentlige gener.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte den 19. juni 2017 afslag på ansøgningen. Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5 ikke fandt anvendelse i den konkrete sag, og at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klageren påklagede afgørelsen den 21. juni 2017. Klageren anførte, at der var tale om et særligt tilfælde, som burde begrunde en dispensation, og at situationen måtte være omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5. Klageren argumenterede for, at Kystdirektoratets afslag manglede en uddybende forklaring på, hvornår et særligt tilfælde foreligger, og fremhævede, at kommunens stiplaner ville påvirke udlejningsindtægterne og potentielt føre til ekspropriation. Klageren fastholdt, at bestemmelsen ikke kræver, at husene er ejet af andre end lodsejeren, og at strandhytterne måtte betragtes som fritidshuse omfattet af bestemmelsen.

Kystdirektoratets bemærkninger til klagen

Kystdirektoratet fastholdt i sine bemærkninger af 3. august 2017, at Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5 skal fortolkes således, at husene skal være ejet af andre end lodsejeren. Desuden bemærkede Kystdirektoratet, at strandhuse og lignende ikke betragtes som områder med fritidshuse omfattet af bestemmelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afslag på dispensation til udstykning af de tre strandhytter. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Generelle principper for strandbeskyttelseslinjen

Nævnet bemærkede, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at ændre tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder udstykning. Formålet er at friholde strande og kystområder mod indgreb. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde, hvor et nødvendigt formål går forud for beskyttelsesinteressen, og hvor der ikke skabes uhensigtsmæssig præcedens. Nævnet henviste til praksis (NKO nr. 253), hvor udstykningsforbuddet administreres stramt, da en ny selvstændig ejendom inden for linjen kan ændre områdets præg og skabe forventning om yderligere bebyggelse.

Fortolkning af dispensationsbestemmelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke kunne meddeles dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5. Nævnet lagde vægt på lovens bemærkninger, som angiver, at undtagelsesbestemmelsen omfatter ejendomme bebygget med sommerhuse eller fritidshuse på lejet grund. Nævnet fortolkede dette således, at grundejeren skal være en anden end ejeren af bygningen, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.

Særlige omstændigheder

Nævnet vurderede endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra udstykningsforbuddet. Nævnet fremhævede, at forbuddet administreres restriktivt i praksis, og at en dispensation i dette tilfælde ville kunne medføre uhensigtsmæssig præcedens. Klagerens argumenter vedrørende stiens betydning for udlejningsmulighederne og klagerens fortolkning af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 5 ændrede ikke nævnets vurdering.