Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler Syddjurs Kommunes tilladelse til et afvandingsprojekt i området ved Nordmandsvej og Under Halden, Femmøller Strand i Ebeltoft. Projektets formål var at sikre afvanding fra området for at beskytte grunde og sommerhuse mod fugt og blankt vand fra tilstødende områder og grundvand. Projektet omfattede etablering af et nyt drænsystem på ca. 525 meter langs Normandsvej, med anlægsomkostninger estimeret til ca. 600.000 kr., som skulle fordeles ligeligt mellem de berørte grundejere.
Syddjurs Kommune sendte den 3. maj 2017 individuelle meddelelser til 27 berørte matrikler med en indsigelsesfrist på fire uger. Under høringsperioden modtog kommunen flere indsigelser fra grundejere, der ikke mente at have nytte af projektet og fandt den økonomiske partsfordeling urimelig. Kommunen afholdt et informationsmøde den 1. juni 2017.
Projektforslaget blev politisk behandlet og godkendt af Syddjurs Kommunes udvalg for natur, teknik og miljø den 14. august 2017 og af kommunens økonomiudvalg den 23. august 2017. Kommunen vurderede, at der var et generelt behov for afvanding, og at omkostninger og drift skulle betales af de berørte grundejere. Den manglende enighed om partsfordelingen blev anset for et spørgsmål, kommunen måtte afgøre, og som kunne påklages til Taksationskommissionen.
To grundejere klagede særskilt til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne anførte primært følgende:
Syddjurs Kommune oplyste, at området tidligere var et lavtliggende moseområde, og at en drænledning med tilløb til en eksisterende regnvandsledning var den mest hensigtsmæssige løsning. Kommunen vurderede, at drænledningen ville have en virkningseffekt på ca. 10-15 meter til begge sider, hvilket ville gavne alle ejendomme langs drænet. Kommunen fastholdt, at sagsbehandlingen var i overensstemmelse med Vandløbsloven § 21 og Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. kapitel 5.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MKN) ophævede Syddjurs Kommunes afgørelse af 24. august 2017 om tilladelse til afvandingsprojektet og hjemviste sagen til fornyet behandling.
MKN begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om klagefrist og kommunens sagsbehandling i forhold til den økonomiske partsfordeling, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.
Kommunen havde fejlagtigt angivet klagefristen til den 25. september 2017, selvom den korrekte frist ifølge Vandløbsloven § 81 og Vandløbsloven § 75, stk. 2 var den 21. september 2017. Da en af klagerne indgav klagen den 22. september 2017, fandt nævnet den ene dags overskridelse undskyldelig, da den lå inden for kommunens fejlagtigt angivne frist. Klagen blev derfor realitetsbehandlet.
MKN lagde til grund, at kommunen mente, at uenighed om partsfordelingen skulle afgøres af kommunen og kunne påklages til Taksationskommissionen, mens selve tilladelsen kunne påklages til MKN. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde det fornødne retlige grundlag til at træffe afgørelse om godkendelse af det endelige projekt. Dette skyldes, at en godkendelse forudsætter, at eventuelle økonomiske spørgsmål, herunder uenighed om bidragsfordeling af anlægsudgifterne, er endeligt afgjorte, jf. Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 19, stk. 2.
MKN bemærkede, at det ikke fremgik, om kommunen som vandløbsmyndighed havde forsøgt at tilvejebringe forlig i forhold til partsfordelingen, som det ellers følger af Vandløbsloven § 74. Nævnet henviste til, at det i sager om anlæg af nye vandløb, hvor der er uenighed om udgiftsfordelingen, er kommunen, der efter anmodning skal indbringe spørgsmålet for Taksationskommissionen efter Lov om offentlige veje § 105 og Lov om offentlige veje § 106, jf. Vandløbsloven § 22, stk. 2. Det stod klart for kommunen, at flere grundejere var uenige i partsfordelingen, hvorfor kommunen burde have indbragt spørgsmålet for Taksationskommissionen først.
Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at afgørelsen led af så væsentlige retlige mangler, at det medførte dens ugyldighed.
Miljø- og LigestillingsministerietDanmark står foran betydelige investeringer i kystbeskyttelse for at sikre os mod klimaforandringerne, men der er stor forskel på, hvordan kommuner administrerer reglerne for bidrag til kystbeskyttelsesprojekter. En ny ekspertgruppe skal sikre transparens i reglerne.
Kystdirektoratet
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om Aalborg Kommunes tilladelse til vandstandshævning i Smidie Fenner, Lille Vildmose. Klagen blev indgivet af flere lodsejere, der anførte, at tilladelsen var i strid med Vandløbsloven og andre relevante bestemmelser.
Analyse af vinddrevent/æolisk sedimenttransport og klitudvikling i et styret klitsystem ved Krogen
Interessen har været overvældende fra landets kommuner til at søge om at nedsætte kystvandråd. Det betyder, at der nu kommer 17 kystvandråd, som skal være med til at sikre et bedre vandmiljø i Danmark og fremme livet under vandoverfladen.
Aalborg Kommune meddelte tilladelse til vandstandshævning i Smidie Fenner med henvisning til Vandløbslovens § 2, Vandløbslovens § 6, Vandløbslovens § 7a, Vandløbslovens § 17 og Vandløbslovens § 48. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville have negative konsekvenser for områdets afvandingsmæssige evne eller miljøforhold.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Furesø Kommunes godkendelse af et reguleringsprojekt i Enghaven, der...
Læs mereSlagelse Kommune traf den 15. februar 2016 afgørelse om tilladelse til et vådområdeprojekt i Tude Ådal. Projektet, der e...
Læs mereStadfæstelse af dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3 til naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose
