Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 9. april 2015, hvor kommunen vurderede, at [forening1]s landvindingslag havde hjemmel i lagets vedtægter til at påbyde retablering af en nedlagt afvandingskanal og den efterfølgende selvhjælpshandling. Klagen blev indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet, og er pr. 1. februar 2017 overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.
Ejerne af matriklerne [matrikel1] og [matrikel2] i Nørrekær Enge, Næsborg, havde uden tilladelse tildækket en afvandingskanal, der var omfattet af [forening1]s landvindingslag. Laget, oprettet i medfør af lov om landvinding og med vedtægter fra 4. januar 1989, påbød den 24. september 2012 ejerne at genoprette kanalen.
Ejerne ansøgte den 3. november 2012 digelaget om tilladelse til at sløjfe den ca. 100 meter lange slutkanal, idet de anførte, at kanalen ikke var vandførende og ikke havde betydning for afvandingssystemet. Digelaget afslog ansøgningen den 6. december 2012 med den begrundelse, at alle lagets kanaler har en funktion og betydning for at sænke vandniveauet.
Da påbuddet ikke blev efterkommet, entrerede laget med firmaet [virksomhed2] om retablering af kanalen. Udgiften på 35.661,10 kr. blev faktureret til [virksomhed1] af kommunen den 27. december 2013. Ejerne fremsatte indsigelser mod fakturaen den 19. februar 2014, herunder modregning af beløbet og selve påbuddets grundlag.
Vesthimmerlands Kommune henviste i sin afgørelse af 9. april 2015 til [forening1]s landvindingslags vedtægter, specifikt § 8, som giver bestyrelsen hjemmel til at meddele påbud om genoprettelse og udføre fornødent arbejde på den forpligtedes regning. Kommunen vurderede i medfør af Vandløbsloven § 54 a, at laget ikke havde begået ulovligheder i forbindelse med selvhjælpshandlingen, og at denne havde hjemmel i lagets vedtægter. Klagerne anførte, at indgrebet var begrænset, og at ansøgningen om lovliggørelse var afslået uden et konkret skøn og uden hensyntagen til saglige hensyn.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Vandløbsloven § 80, stk. 1 og ophæver Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 9. april 2015. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. .
Nævnet bemærker, at Vedtægt for [forening1]s landvindingslag af 4. januar 1989 er udarbejdet i henhold til kapitel 9 i lov nr. 302 af 9. juni 1982 om vandløb. Nævnet finder, at der ikke var hjemmel i den daværende vandløbslov til uddelegering af myndighedsbeføjelser til de omhandlede lag. Dette fremgår af lovens bestemmelser, herunder Vandløbsloven § 38, som omhandler private anlæg, og de efterfølgende paragraffer om offentlige anlæg.
På denne baggrund finder nævnet, at vedtægtens bemyndigelse af lagets bestyrelse til at meddele påbud og udføre selvhjælpshandlinger er uden hjemmel i loven. Kommunen kan derfor ikke lægge lagets påbud og efterfølgende selvhjælpshandling til grund som lovlige. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver derfor Vesthimmerlands Kommunes afgørelse.
Nævnet henstiller desuden, at kommunen iværksætter en ændring af lagets vedtægter, således at den ulovhjemlede delegation udgår.
Ankenævnet på energiområdet har behandlet en sag om et energiselskabs ret til at opkræve faste afgifter for lagerhaller i forbindelse med tilslutningspligt.


Sagen omhandler en klage over Thisted Kommunes påbud af 13. august 2018 om retablering af tidligere afvandingsforhold på en ejendom i Vesløs. Påbuddet blev udstedt efter klager fra naboer om øgede problemer med overfladevand på deres ejendomme og en grusvej.
Thisted Kommune vurderede, at byggeaktivitet over de seneste ti år, herunder etablering af en halmballehal, terrænændringer og udlægning af grus/knust beton, havde reduceret ejendommens bufferkapacitet for overfladevand. Dette medførte, at vand hurtigere blev afledt til omkringliggende ejendomme ved kraftig nedbør. Kommunen havde tidligere, i 2016, udstedt et lignende påbud, som Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede og hjemviste i 2017, da der manglede dokumentation for en grøfts eksistens og hjemmel til nye afvandingsanlæg.
Odsherred Kommune benytter crowdsourcing til at identificere oversvømmelsestruede områder i samarbejde med lokale grundejere.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Efter hjemvisningen indhentede kommunen yderligere oplysninger, herunder fra Orbicon, der bekræftede eksistensen af en grøft på et drænkort fra 1965. Kommunen meddelte det nye påbud med hjemmel i Vandløbslovens § 6 og Vandløbslovens § 54, der krævede fjernelse af mindst 25 cm fyldmateriale for at genetablere de naturlige terrænforhold og dermed sikre vandopmagasinering på egen grund.
Klager anførte, at kommunen ikke havde sandsynliggjort, at vandproblemerne skyldtes afstrømning fra klagers ejendom, og at påbuddet alene byggede på udokumenterede antagelser. Klager mente, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet ved ikke at fremskaffe nødvendige oplysninger og i strid med proportionalitetsprincippet, da mindre byrdefulde løsninger, som f.eks. fælles genopretning af grøfter, burde have været påbudt. Klager henviste til historiske målebordsblade, der angiveligt viste, at naboejendommene var vandlidende lavbundsområder, og at grøfter omkring naboejendommen matr.nr. F5 var ulovligt nedlagt eller ikke vedligeholdt i strid med Vandløbslovens § 27. Klager påpegede også, at terrænreguleringer og etablering af halmladen i 2006 og 2008 havde forbedret afvandingsforholdene på egen ejendom og de omkringliggende arealer.
Thisted Kommune fastholdt, at terrænet før terrænændringerne havde hældning mod klagers ejendom, og at påbuddet var baseret på fyldestgørende bevismateriale, herunder billeder, historiske kort/luftfotos og terrænkort (DTM). Kommunen vurderede, at den vestlige del af klagers ejendom utvivlsomt havde været en lavning, der kunne indeholde 3500 m³ vand, men at vandet nu forskydes til andre steder på grund af terrænændringerne. Kommunen afviste klagers argumenter om, at grøfterne var af underordnet betydning for overfladeafstrømning og påpegede, at klagers terrænændringer var i modstrid med en vejsynskendelse fra 1992, der forpligtede nabomatrikler til at modtage vand fra vejen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om Aalborg Kommunes tilladelse til vandstandshævning i Smidie Fenner, Li...
Læs mere
Sagen omhandler en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til fjernelse af en diges...
Læs mere