Planklagenævnets afgørelse om genoptagelse af sag vedrørende dispensation fra lokalplan for eksisterende indkørsel

Planklagenævnet ophæver Helsingør Kommunes afgørelse af 8. februar 2018 om afslag på genoptagelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet vurderede, at kommunen havde pligt til at genoptage sagen på grund af væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod klagen som en anmodning om at vurdere, hvorvidt kommunen var berettiget til at afslå genoptagelse af sagen.

Væsentlige sagsbehandlingsfejl

Nævnet konstaterede to væsentlige sagsbehandlingsfejl i kommunens oprindelige afgørelse af 11. juli 2017:

• Kommunen havde givet afslag på dispensation efter planloven med hjemmel i Vejloven § 49. En afgørelse efter planloven kan ikke begrundes med hjemmel i en anden lov.
• Kommunen havde ikke forholdt sig til, at der var tale om en eksisterende vejadgang. Det fremgik ikke, om kommunen havde overvejet, hvorvidt vejadgangen var et lovligt eksisterende forhold etableret før lokalplanens vedtagelse, og om dette afskar kommunen fra at kræve ændring af vejadgangen i overensstemmelse med lokalplanen.

På grund af disse væsentlige sagsbehandlingsfejl var kommunen forpligtet til at genoptage sagen.

Afgørelse og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede derfor kommunens afgørelse og hjemviste sagen. Nævnet påpegede, at den nye behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal genoptage sagen om ansøgningen om dispensation fra lokalplanen til at beholde den eksisterende indkørsel.
• Kommunen skal forholde sig til, hvorvidt der er tale om et lovligt eksisterende forhold, herunder i forhold til det tidligere gældende plangrundlag, da klageren har oplyst, at udkørslen har eksisteret siden 1957. Nævnet gjorde opmærksom på, at det følger af Planloven § 18, at en lokalplan alene vedrører fremtidige dispositioner, og at eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser.
• Kommunen skal træffe afgørelsen efter planloven. Hvis der også træffes afgørelse efter anden lovgivning, f.eks. vejlovgivningen, skal det tydeligt fremgå, hvilken afgørelse der træffes efter hvilken lovgivning, og der skal angives korrekt klagevejledning.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.