Delafgørelse om afslag på opsættende virkning vedrørende afslag på dispensation til yogaundervisning

Frederiksberg Kommune traf den 9. oktober 2017 afgørelse om afslag på dispensation til yogaundervisning på ejendommen [adresse1] samt påbud om lovliggørelse af det ulovlige forhold. Ejendommens lejer klagede den 24. oktober 2017 til Planklagenævnet over disse afgørelser og anmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klageren anførte en række argumenter til støtte for sin klage og anmodning om opsættende virkning:

Anvendelse og lokalplan

• Anvendelsen af ejendommen til yoga-undervisning ligger inden for lokalplanens formålsbestemmelse og er ikke i strid med anvendelsesbestemmelserne for underområde 2.
• Kommunens begrundelse for afslag, om at underområde 2 ønskes bevaret, er utilstrækkelig og usaglig, da en dispensation ikke ville stride mod lokalplanens formål.
• Anvendelsen ligger tæt op ad det i lokalplanen forudsatte for underområde 2, hvilket giver kommunen hjemmel til dispensation i henhold til lokalplanens afsnit 3.3.
• Anvendelsen medfører ikke gener i form af støj, luftforurening eller lugt og indebærer en sammenlignelig eller reduceret belastning i forhold til lovlige aktiviteter.
• Yogaundervisning adskiller sig ikke væsentligt fra et "folkerum", som er en lovlig anvendelse ifølge lokalplanens afsnit 3.2.2.
• Ejendommens karakter af beboelseshus er uændret, da der ikke er sket bygningsmæssige ændringer.
• Anvendelsen er inden for rammerne af lokalplanens ordlyd og formål.

Påbud og økonomiske konsekvenser

• Anvendelsen er af underordnet betydning for kvarterets præg, hvorfor der ikke er hjemmel til påbud, jf. Planloven § 51, stk. 3.
• Lokalplanens hovedformål er så bredt formuleret, at det omfatter idrætsformål som yogaundervisning, hvilket betyder, at lokalplanen ikke er tilstrækkelig klar til at begrunde kommunens påbud. Det er derfor ikke overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse.
• Kommunen har ikke konkret vurderet, om villaens karakter er forandret som følge af virksomheden.
• Der er ingen risiko for uheldig påvirkning af fysiske forhold i bygningen ved at tillægge klagen opsættende virkning.
• Efterlevelse af påbuddet vil medføre betydelige negative økonomiske konsekvenser for klageren.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser om afslag på dispensation og påbud, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. En klage efter denne bestemmelse har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 1. Dog kan Planklagenævnet beslutte at tillægge en klage opsættende virkning, hvis særlige grunde taler herfor, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3. Nævnet kan også påbyde et bygge- eller anlægsarbejde standset, jf. Planklagebekendtgørelsen § 6.

Ved vurderingen af, om en klage skal tillægges opsættende virkning, lægger Planklagenævnet vægt på, om det er overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af loven. En delafgørelse om opsættende virkning træffes på et foreløbigt grundlag for at sikre en hurtig stillingtagen, og en mere detaljeret vurdering af sagen foretages først under den senere realitetsbehandling.

Planklagenævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag var forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning. Nævnet henviste navnlig til, at klageren ikke havde fremsat forhold, der gjorde det overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af loven.

Planklagenævnet meddelte derfor afslag på anmodningen om at tillægge klagen opsættende virkning. Nævnet understregede, at denne delafgørelse ikke udgjorde en forhåndstilkendegivelse i forhold til nævnets endelige afgørelse i sagen. Delafgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.